Hverken direktorat eller udvalg blev orienteret om kinesisk køber
Formand for udenrigs og sikkerhedspolitisk udvalg, Ane Hansen, IA, siger til KNR, at hun i sin tid som formand for udvalget ikke er blevet orienteret om en mulig kinesisk køber til Grønnedal.
Det er Ane Hansens klare holdning, at naalakkersuisut burde have været inddraget, hvis det viser sig at være rigtigt, at der har været en mulig kinesisk køber til Grønnedal.
LÆS OGSÅ Grønnedal var tæt på kinesisk opkøb
Derfor vil Ane Hansen nu stille spørgsmål til naalakkersuisut for at få at vide, hvor meget den grønlandske regering har været inddraget.
- Alt hvad der involverer Grønland, skal den danske regering drøfte med Grønland, de kan ikke træffe beslutningen alene, siger Ane Hansen til KNR.
Direktør i udenrigsdirektoratet, Kai Holst Andersen, oplyser til KNR, at udenrigsdirektoratet ikke har modtaget nogle informationer fra det danske forsvarsministerium eller udenrigsministeriet om en mulig kinesisk køber af Grønnedal.