Sundhedsudvalg vil have forholdene i psykiatrien undersøgt

Både formand for Familie- og Sundhedsudvalget, Tillie Martinussen fra Demokraterne og udvalgets næstformand, Agathe Fontain fra IA vil have forholdene inden for psykiatrien i Grønland undersøgt til bunds. Det skriver Sermitsiaq i dag.
23. marts 2016 12:05

Opfordringen kommer efter tidligere debatindlæg fra to psykiatere, Poul Bisgaard og Jesper Schou i avisen, hvor de udtrykker bekymring over forholdene inden for psykiatrien i Grønland.

De to psykiatere mener, der er sket et sammenbrud i psykiatrien, når antallet af tvangsindlagte nåede op på 50 sidste år mod tre tvangsindlæggelser i 2010.

Deres advarsler er blevet afvist af naalakkersuisoq for sundhed, Doris Jacobsen, skriver Sermitsiaq.

Læs også Sundhedsvæsenet mangler grønlandsktalende arbejdskraft

- Men vi ser flere og flere alarmerende situationer med psykisk syge. De mange tvangsindlæggelser viser, at der er noget galt, siger Agathe Fontain, der også mener, at psykisk syge får den bedste behandling af en grønlandsksproget psykiater.

Også formand for Sundhedsudvalget Tillie Martinussen mener, at man er nødt til at dykke ned og undersøge forholdene, når der rejse en kritik af denne kaliber.

Læs også Psykiater: Vi kan ikke gardere os mod svært psykisk syge

- Det er indlysende klart, at psykiatrien i disse år kæmper en brav kamp for at passe ordentligt på vore psykisk syge. Det skal de gøre med få midler til rådighed samt med meget lidt uddannet personale, lyder det blandt andet fra Tillie Martinussen, som nu vil have undersøgt, om der er tale om, at psykiatrien må opprioriteres og have tilført flere ressourcer. 

Og den undersøgelse skal ske i samarbejde med Naalakkersuisoq og ledelsen i Sundhedsvæsnet, skriver Sermitsiaq.

Læs også VIDEO Svært at få behandling af psykisk sygdom