Stort isbjerg ved Innaarsuit er drevet videre

Et isfjeld på 250 gange 180 meter har tronet over bygden Innaarsuit nord for Upernavik i et par dage.
I går lå isfjeldet 100 meter nord for bygden – og nu er det allerede på vej ud mod havet igen.
Ifølge DMI er isbjerget drevet cirka 250 meter mod nordøst væk fra bygden. Det viser satellitdata fra i går tirsdag.

Satellitfoto fra ESA og DMI af isbjerget. Billedet er fra tirsdag, hvor det er drevet cirka 250 meter væk fra Innaarsuit.
For to år siden grundstødte et isbjerg på næsten samme størrelse også ud for bygden – og det fik folk til at frygte en flodbølge, hvis isbjerget skulle kælve. De, der boede tættest ved havet, blev evakueret til andre bygninger længere inde i bygden.

Beboerne i Innaarsuit har ikke været i fare på noget tidspunkt denne gang. Beredskabet i Avannaata Kommunia har ikke bedt folk om at flytte sig væk fra deres huse tæt på vandet.
LÆS OGSÅ Kæmpe isbjerg ligger 100 meter fra Innaarsuit
Ifølge DMI var det mest sandsynlige da også, at tidevand og vind ville skubbe isbjerget ud mod havet igen – og det er altså det, der allerede er sket nu.
Meget værre gik det i 2017, da bygden Nuugaatsiaq ved Uummannaq ramt af en flodbølge, der blev udløst af et jordskred.
Fire mennesker døde, 11 blev såret, og adskillige huse blev skyllet i havet.