Demokraatit og Atassut: Se til udlandet for hjælp til sundhedsvæsenet - nu!

Under folketingsvalget sidste år var der politisk flertal for at bede Danmark om hjælp til sundhedsvæsenet. Men siden er intet sket. Kom nu i gang! lyder det fra Atassut og Demokraatit.
Naalakkersuisut bør række ud mod andre lande her og nu for at få hjælp til sundhedsområdet herhjemme, mener formanden for Atassut, Aqqlu Jerimiassen. Foto © : Paarnannguaq Nielsen
16. oktober 2023 13:40

- Selvfølgelig er det her et område, vi gerne vil arbejde sammen om, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) til KNR under valgkampen til Folketinget i efteråret 2022.

Svaret faldt på spørgsmålet om, om hun i spidsen for en ny regering ville være klar til at hjælpe Grønland på sundhedsområdet.

Det skete, efter et flertal af partierne i Inatsisartut under valgkampen til Folketinget mente, at der var behov for hjælp til sundhedsvæsenet herhjemme, gerne fra Danmark.

Men nu, et år senere, er Famile- og Sundhedsudvalget i Inatsisartut ifølge KNRs oplysninger ikke blevet orienteret om, at naalakkersuisut har søgt yderligere hjælp hos Danmark.

I stedet har Departement for Sundhed netop indkaldt til møder om et sundhedsforlig i Inatsisartut. Men partierne og offentligheden kender ikke naalakkersuisuts ønsker til forliget. 

Det vækker kritik fra formanden for Atassut, Aqqalu Jerimiassen, som savner handling fra naalakkersuisut.

- Det er grønne skove, man har lovet. Men det er for lidt, man har gjort ind til videre. Vi er nødt til at snakke med naalakkersuisut, om de gerne vil have hjælp fra Danmark.  

Egentlig er Aqqalu Jeriamiassen ligeglad med, hvor hjælpen kommer fra.

- For mig er det stort set lige meget, hvilket land der hjælper. Bare vi får hjælp til vores sundhedsvæsen. Det er min største prioritet. 

Også Demokraatits Bjørk Lange Olsen, medlem af Sundhedsudvalget i Inatsisartut, mener, at naalakkersuisut sidder på hænderne i forhold til at få hjælp ude fra.

- Det lader ikke til, at der er kommet de store ting på benene. Det lader til, at det bare er blevet lidt ved snakken, hvis man skal være helt ærlig.

Atassut: Flyt penge fra andre steder til sundhedsområdet

Under valgkampen foreslog Atassut at lade  Danmark overtage ansvaret for Grønlands sundhedsvæsen. Det er stadig partiets politik, siger formanden. 

Men da der ikke er opbakning til det fra de andre partier, ønsker Atassut at finde penge i landskassens beholdning. Og det kunne være at droppe pengene til det videre arbejde med en forfatning her og nu.

- Det kan vi sagtens gemme til senere. Først og fremmest må mennesket være i centrum, det vil sige menneskeliv. Og menneskeliv og tryghed er baseret på vores sundhedsvæsen, siger Aqqalu Jerimiassen.

Det Grønlandske Sundhedsvæsen

  • Der er cirka 1.600 ansatte i sundhedsvæsenet, hvoraf cirka 900 er fastansatte.
  • Der ansættes cirka 1.500 medarbejdere om året. 
  • I år er der afsat 1,7 milliarder kroner til sundhedsvæsenet. 
  • Knap halvdelen af de grønlandsk uddannede sygeplejersker arbejder i sundhedsvæsenet.

Kilde: Sundhedskommissionen. 

I finanslovsforslaget for 2024 foreslår koalitionen blandt andet at afsætte 100 millioner kroner til et nyt IT-system i sundhedsvæsenet over fire år, to millioner kroner til at rekruttere mere sundhedspersonale, og så skal der flere penge til personaleboliger til sundhedsvæsenet. 

Det fremgår dog ikke af forslaget, hvor pengene præcis skal komme fra.

Atassut mener dog, at man kan tage penge fra Majoriaq. Her er der afsat knap 59 millioner kroner i år og kommende år. 

- Nu mangler vi arbejdskraft, så hvorfor skal man igen bruge så mange penge på Majoriaq? Nogen af dem må man flytte til sundhedsvæsenet, siger partiformanden.

Hos Demokraatit mener Bjørk Lange Olsen stadig, at naalakkersuisut må øge samarbejdet med Danmark på sundhedsområdet, for eksempel ved, at borgere fra Grønland kan blive behandlet flere steder end primært på Rigshospitalet i København.

Men Grønland skal gøre mere selv for at prioritere sundhedsområdet. Og det kan ske ved at flytte penge til området fra den offentlige administration, siger Bjørk Lange Olsen.

- Den offentlige administration vokser og vokser. Det er nok det første sted, vi vil kigge hen.

Ingen kommentar fra naalakkersuisut

IA har haft posten som naalakkersuisoq for sundhed siden april 2022. 

Under valgkampen til Folketinget foreslog partiet blandt andet, at grønlandske borgere skal have del i de danske kræftpakker, frit sygehusvalg i Danmark og et ekstra grønlandsk patienthjem i Danmark.

For nylig sagde partiets folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA), at udsigten til et større samarbejde med Danmark på sundhedsområdet "står i stampe". En del af forklaringen er dog, at IA og naalakkersuisut først skal have udarbejdet en sundhedspolitik.

I over en uge har KNR spurgt efter et interview med den nytiltrådte naalakkersuisoq for sundhed, Agathe Fontain (IA). Forespørgslen er stadig ikke besvaret.

Som et af de eneste partier afslog Siumut under valgkampen at bede Danmark om yderligere hjælp til sundhedsvæsenet. Siumut sidder på formandsposten i Familie- og Sundhedsudvalget i Inatsisartut, men formanden, Mala Høy Kúko, ønsker ikke at udtale sig til KNR om partiets planer på sundhedsområdet.

For nylig oplyste partiets naalakkersuisoq for undenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S) dog, at naalakkersuit gerne ser et samarbejde med USA inden for sundhedsvæsenet.