Demokraatit: Forhandlinger om sundhedsreform i morgen - men intet udspil fra naalakkersuisut
Onsdag kom er der en mail fra Departementet for Sundhed til Demokraatits hovedmail.
Mailen er en invitation til møde i morgen fredag om et nyt sundhedsforlig. Men Demokraatit ved ikke, hvad det præcist er for et sundhedsforlig.
For hverken partierne eller offentligheden er blevet præsenteret for et udspil på sundhedsområdet fra naalakkersuisut.
Og det vækker kritik fra Bjørk Lange Olsen, der er medlem af Inatsisartuts sundhedsudvalg for Demokraatit.
- Det er en underlig fremgangsmåde, at det er partierne, der skal komme med vores udspil først. Vi så jo gerne, at vi fik et seriøst oplæg fra naalakkersuisut om, hvad de ønsker at gøre, siger han.
KNR har set mailen. Den er en invitation til "et møde vedrørende et sundhedsforlig". Den indeholder ikke andet end tre sætninger: De er "naalakkersuisoq for sundheds ønsker til finanslovforlig 2024", "matcher dette partiets ønsker" og "drøftelse af prioriteringer".
- Vi bliver indkaldt med to dages varsel. Vi får en invitation på tre linjer uden noget som helst materiale eller information om, hvilken retning naalakkersuisut ønsker at gå, siger Bjørk Lange Olsen til KNR.
Mangler at udstikke en retning
Situationen i sundhedsvæsenet har været til debat længe. For sundhedsvæsenet er selv en skrantende patient.
Der mangler både personale og penge. For eksempel har fødeafdelingen i Qaqortoq været lukket midlertidigt, fordi der manglede en kirurg.
På Dronning Ingrids Hospital i Nuuk har sengepladser været lukkede i sommerferien på grund af mangel på personale. Og det er meget alvorligt, sagde den tidligere naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen (IA) til KNR i sommer.
Konklusion: Det er et problem, der er kommet for at blive, sagde både sygeplejersker og læger i sommer - for ingen kunne se en løsning.
Den kritiske personalesituation i 2022 fik vikarudgifterne til at stige markant til 40 millioner kroner - det højeste beløb i fire år, viser tal fra Sundhedskommissionens Betænkning 2023.
Og alle partier er da også enige om, at manglen på faglærte hænder og bedre økonomi er den største udfordring.
Under valgkampen til Folketinget for snart et år siden var de fleste partier desuden enige om, at der er behov for at få hjælp udefra - fra Danmark eller andre lande - til sundhedsområdet herhjemme.
Men ifølge Bjørk Lange Olsen har Sundhedsudvalget i Inatsisartut ikke modtaget nogle oplysninger fra naalakkersuisut om hverken forhandlinger med Danmark eller andre lande for hjælp til området.
De virker handlingslammede
I det hele taget mangler der klart initiativ fra naalakkersuisut på området, mener Bjørk Lange Olsen.
- Det er vigtigt at huske på, at bolden er hos naalakkersuisut. Det er dem, der har det overordnet ansvar og sidder på magten. Vi indgår selvfølgelig gerne i konstruktive forhandlinger om sundhedsvæsenet, men vi har også brug for, at naalakkersuisut kommer ud med noget og sætter en retning for, hvor de vil hen overordnet, siger han.
- Ærlig talt virker det som om, at de er lidt handlingslammede eller er i tvivl om, hvilken retning vi skal gå i. Det er jo ikke særlig betryggende.
KNR forsøger at få en kommentar fra naalakkersuisoq for Sundhed Agathe Fontain (IA).
Imens fortæller formanden for Familie- og Sundhedsudvalget i Inatsisartut, Mala Høy Kúko (S), at han ikke kan oplyse yderligere forud for mødet.