Sidste år kunne Ann Marie Cunanan for første gang holde hvid jul
I hjørnet står en enorm, oppustelig julemand ved siden af et plastikjuletræ, og i vinduerne hos Café Nuan i Qinngorput hænger skinnende julekugler i fine fløjlsbånd.
Bag kaffebaren står Ann Marie Cunanan klar til at tage imod bestillinger på varm kakao, kaffe eller te at varme sig på, mens julemusik strømmer ud af en lille højttaler.
Hun er medejer af caféen og kommer oprindeligt fra millionbyen Davao City i Filippinerne – godt 11.500 kilometer målt i fugleflugt fra Nuuk.
Men i højere grad end den lange distance har det været de 40-50 graders temperaturforskel, som Ann Marie Cunanan har været bekymret for.
- I starten var jeg skræmt over vejret, fordi jeg er vant til høje temperaturer, og da jeg flyttede hertil, var det ekstremt koldt. Men nu nyder jeg sneen, efter at jeg overlevede min første vinter her, griner hun.
Vigtigt at slå rødder
Der er gået næsten to år, siden en veninde fra studietiden lokkede Ann Marie Cunanan til Nuuk for at arbejde med turisme. Og især i den søde juletid føler hun sig hjemme.
- Der er meget mere julet i Grønland end der, hvor jeg kommer fra. Her bliver det rigtig vinter, og det får mig i julestemning. I Filippinerne elsker vi jul og pynter allerede op 1. oktober, men vi har hverken sne eller kulde, siger hun.
Selvom Ann Marie Cunanan tidligere har boet i Australien og England, er det sjældent, hun har holdt jul uden sin familie. Det gjorde hun sidste år i Nuuk med en veninde og hendes familie.
- Jeg savnede selvfølgelig min egen familie, men når man flytter til udlandet, synes jeg det er vigtigt at omfavne det nye land og slå sine rødder her.
Hvis der er noget, Grønland og Filippinerne har til fælles, er det ifølge Ann Marie Cunanan, at familien er vigtigst.
Og selv om det var svært at flytte til Nuuk alene, har hun oplevet en utrolig gæstfrihed blandt byens indbyggere. Sidste år var hun til sin første julefrokost med masser af lokale retter, og hvor hun for første gang dansede rundt om et juletræ.
- Jeg blev inviteret til julefrokost hos nogle lokale venner, hvor der var juletræ med levende lys, sang, dans og masser af god mad. Det var en meget unik oplevelse, fortæller hun.
Filippinske julegodter
Et par veninder har drukket kaffen færdig og begiver sig forbi vores bord med et “takuss”. Ann Marie Cunanan siger på gensyn og henter en tallerken i køkkenet.
- Maden er jo en vigtig del af julen! Vi plejer at få “lechon”, som er helstegt pattegris. Men vi er også glad for søde sager, smiler hun og præsenterer en række filippinske julegodter.
Casava suman, kutsinta og puto, noterer hun navnene på min blok. De ser ikke ud af meget, men smager overraskende godt. Som en slags indbagt risengrød med ekstra sødme. Og kassava kogt med brun farin og kokosmælk.
- I Filippinerne spiser vi til ris morgen, middag, aften og dessert, griner hun og tilføjer, at de små snacks spises bedst med fingrene.
Lokale gaver til familien
De små retter minder Ann Marie Cunanan om kaffemik, som er den kulturelle begivenhed, der har overrasket hende mest ved Grønland:
- Det er første gang, jeg oplever en fest, der ofte varer fra om morgenen til langt ud på aftenen. Det er bare nonstop, og jeg beundrer virkelig energien og nærværet hos værterne.
I år går turen til Filippinerne for at holde jul med familien, og mange af gaverne købes lokalt. Ann Marie Cunanan mener, det er en god måde at vise kulturen.
- Flere har spurgt, om jeg ikke vil købe noget med til dem fra Grønland. Jeg skal uden tvivl have fat i nogle snacks med rensdyr og hval, hvis man må tage det med. Jeg vil købe nogle unikke gaver, så de også kan lære noget om kulturen her, siger hun med et forventningsfuldt smil.