Futsal: Aqqalooraq Ejvind Møller-Lund udtaget til dansk landshold
Aqqalooraq Ejvind Møller-Lund, der tidligere har spillet for B-67 fra Nuuk, får debut på det danske futsal-landshold 27. september, når Danmark og Norge spiller landskamp.
Aqqalooraq Ejvind Møller-Lund har været en sikker sidste skanse på det grønlandske landshold og hos B-67 i flere år. Han valgte at søge nye udfordringer i sommer og spiller nu for Hjørring i den danske futsal-liga.
Han blev for nyligt kontaktet af den danske landstræner Nikolaj Klein Saabye, der spurgte om han er interesseret i at spille med på det danske landshold.
- Jeg er udtaget til venskabskampe mod Norge, der skal spilles i slutningen af september, fortæller Aqqalooraq Ejvind Møller-Lund til KNR.
- Jeg havde allerede snakket med mine nærmeste, at det kunne være spændende at prøve, hvis den mulighed skulle opstå en dag. Det er stort, at det nu er blevet til virkelighed, og jeg er stolt og spændt, siger Aqqalooraq Ejvind Møller-Lund.
Respekterer hinanden
Der er kamp om pladser på det danske landshold, der kræver, at spillere skal give sig fuldt ud til træning og kampe.
- Der er udtaget tre målmænd på landsholdet. Jeg spiller sammen med den anden målmand i Hjørring. Vi er allerede i konkurrence med hinanden til dagligt, siger Aqqalooraq Ejvind Møller-Lund.
- Jeg er spændt på, hvordan de andre tager min udtagelse. Men spillere på højt niveau har generelt respekt for hinanden, siger Aqqalooraq Ejvind Møller-Lund.
Han kombinerer sin fodboldkarriere med uddannelse og regner med at bo i Danmark de næste tre år.
William Ganthorn, der også tidligere har spillet for B-67 fra Nuuk, har været med på det danske landshold siden sidste år.