Håndboldklub i opråb: Vi har mistet tilliden til TAAK
Timersoqatigiiffik Kâgssagssuk Maniitsoq 1937's håndboldafdeling erklærer mistillid til ledelsen af håndboldforbundet.
Sådan lyder det i en pressemeddelelse, som bl.a. peger på, at håndteringen har alvorlige konsekvenser for håndboldlandsholdene, som ikke kan træne resten af året, fordi pengene er brugt.
Håndboldklubben mener, at situationen kunne være undgået ved for eksempel at intensivere indsatsen med at finde sponsorer til at dække visse udgifter.
Derudover peger håndboldklubben i Maniitsoq på, at de er blevet informeret om den dårlige økonomiske forvaltning gennem medierne, hvilket de finder ”uacceptabelt”.
Forsinket generalforsamling skaber gnidninger
Nuka Ole Berthelsen er formand for Timersoqatigiiffik Kâgssagssuk i Maniitsoq, og han er både vred og skuffet over håndboldforbundets ledelse.
- Vores klub mener, at den daglige ledelse i TAAK ikke kører, som den skal. De overholder ikke vores retningslinjer, der er dårlig forvaltning af økonomien og de har endnu ikke afholdt generalforsamlingen, som skulle have fundet sted senest 15. juni, siger han til KNR.
Formanden fra Maniitsoq peger på den udskudte generalforsamling som en medvirkende faktor, der svækker tilliden til håndboldforbundet. Ifølge Nuka Ole Berthelsen burde regnskaberne være flyttet til et ekstraordinært møde, så andre dagsordener kunne have været afsluttet for flere måneder siden:
- Når en bestyrelse kører som den skal og har klare visioner, overholder de deres pligter. Men her er der et bevis på, at vigtige tiltag ikke er blevet udført som lovet.
Kræver ny formand og bestyrelse
Nuka Ole Berthelsen påpeger, at flere andre håndboldklubber støtter op om kritikken, heriblandt GSS i Nuuk. Han ved også, at flere andre klubber rundt om i landet har tænkt sig at reagere på håndboldforbundets ledelse.
- Vi vil som det mindste kræve, at der skal holdes delegeretmøde hurtigst muligt, og at formanden og bestyrelsen meddeler, at de trækker sig, og at der herefter vælges en ny bestyrelse, siger Nuka Ole Berthelsen.
Formanden for håndboldforbundet, Carsten Olsen, har tidligere udtalt til KNR, at pengene er sluppet op på grund af store udgifter i 2023, hvor kvindelandsholdet deltog i både VM-kvalifikationen og -slutrunden.
Inatsisartut-medlem fra Naleraq, Hans Enoksen, var i juli ude med kritik omkring prioriteringen af udgifter i håndboldforbundet. Han stillede bl.a. spørgsmålstegn ved, hvorfor flere politikere tidligere på året rejste til Stavanger i Norge og så håndbold, som løb op i over 210.000 kroner.
Efter U18-pigernes deltagelse i VM i Kina er det slut med samtlige aktiviteter for de grønlandske håndboldlandshold resten af året.
KNR har været i kontakt med TAAK, som ikke ønsker at kommentere kritikken fra Nuka Ole Berthelsen og Timersoqatigiiffik Kâgssagssuk.