Tusass: Sådan sikrer du dig mod hackere

Igennem den seneste tid har der været tale om mulig spionage i Grønland fra de amerikanske efterretningstjenester såsom CIA og NSA.
Det skyldes, at mediet Wall Street Journal har afsløret, at efterretningstjenesterne har fået til opgave at intensivere indsamlingen af oplysninger om borgere i landet.
En sag, der i sidste uge fik den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, til at kalde den amerikanske ambassadør til samtale i Udenrigsministeriet. Formålet med mødet var at få be- eller afkræftet, hvorvidt USA vil øge spionagen i Grønland. Her fik han i hvert fald ikke bekræftet oplysningerne fra Wall Street Journal-artiklen.
NSA er tidligere blevet afsløret i at kunne aflytte telefoner og hjemmesider rundt omkring på kloden. Særligt er de blevet taget i at aflytte verdenslederes telefoner såsom den tidligere tyske kansler, Angela Merkel.
Men ifølge Heine Kaas, der er informationssikkerhedschef hos Tusass, er der ikke større grund til bekymring end tidligere.
- Jeg er ikke mere bekymret, end jeg var i går. Uanset hvilken aktør, der er tale om, er det altid en daglig udfordring at holde folk ude. Det bliver vi også dagligt bedre og bedre til, fortæller han.
Aflyttede politikere
Torsdag udtrykte folketingsmedlemmet, Aaja Chemnitz (IA), bekymring, om amerikanerne allerede nu aflytter de grønlandske politikeres telefoner.
Men det er ikke noget, Tusass har viden om - eller kan få viden om - forklarer Heine Kaas. For sådan en hacking vil foregå ude på de enkelte telefoner. Derfor bør man holde øje med, om ens telefon opfører sig anderledes.
- Man skal altid være opmærksom på, om telefonen opfører sig mærkeligt. Der kan man kigge efter, om telefonen er varmere end normalt. Blinker den og lyser, når den ikke burde gøre det, eller er der mærkelige tegn på skærmen, fortæller Heine Kaas.

Ud over at holde øje med telefonen, så fortæller Heine Kaas, at borgere bør tænke over, hvad det er de deler på sociale medier - samt hvor de deler.
- Når man er ude at rejse, bør man vente med at poste, til man er kommet hjem. Ting, der kan virke ret harmløse kan være sårbar information om dig selv.
Hvis man vil vide sig helt sikker på, at der ikke er nogle, der kan følge med i ens beskeder, opfordrer Heine Kaas til, at man installerer krypterede programmer såsom appen 'Signal'. Her kan hackerne nemlig ikke få adgang.
- Det vigtigste er at sikre sin telefon ved at bruge krypterede beskeder, hvis man vil holde sin samtale hemmelig.
Sikrede søkabler
Selv forsøger Tusass at være på forkant med hackere ved at opdele adgangen til deres netværk.
- Det betyder, at kommer man ind i et system, kan man ikke komme videre i et andet. Og så har vi efterhånden en del kunstig intelligens, som holder øje. Den tænker langt hurtigere end vi mennesker gør, fortæller Heine Kaas.
Desuden vil det være meget svært at aflytte direkte fra de søkabler, der løber fra Grønland til resten af det amerikanske kontinent.
- De er ret godt beskyttet. Så det er ikke sådan, at man bare kan lytte sig ind på dem og aflytte os. Der har vi også overvågningssystemer på, hvis det skulle være tilfældet.