Jens-Frederik Nielsen: Spionage mellem allierede er fuldstændig uacceptabelt

Formanden for naalakkersuisut reagerer nu i sagen om mulig amerikansk spionage på Grønland.
Jens-Frederik Nielsen (D) kalder spionage for fuldstændig uacceptabelt. Foto © : KNR / Markus Valentin

Formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), reagerer nu på en opsigtsvækkende sag om mulig spionage. 

For to dage siden kunne det amerikanske medie Wall Street Journal nemlig afsløre, at den amerikanske præsident, Donald Trump, har beordret lederne af efterretningstjenester såsom CIA og NSA til at starte spionage i Grønland.

- Vi står samme sted. Vores partnere skal have respekt og den gensidige respekt er stadig et krav for os. I forhold til at spionere mod en allieret - det er fuldstændig uacceptabelt, siger Jens-Frederik Nielsen til KNR.

Den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen, har indkaldt den amerikanske ambassadør til en snak i Udenrigsministeriet om sagen. Et møde, der fandt sted torsdag, hvor der også var en repræsentant med fra naalakkersuisut.

Jens-Frederik Nielsen, hvad blev der diskuteret på det møde?

- Uden at gå for meget i detalje om, hvad der blev snakket om, så er den grønlandske linje fuldstændig klar – spionage mellem partnere og allierede er fuldstændig uacceptabelt og respektløst, siger han og fortsætter:

- Jeg synes, det er passende at sige, at når der bliver talt om Grønland, og når det vedrører Grønland, så er det vigtigt at understrege, at Grønland selvfølgelig altid skal være med.

Ønsker ligeværdig respekt

Historien har fået den danske konservative politiker Rasmus Jarlov til at opfordre til, at man lukker det amerikanske konsulat i Nuuk.

Står det til Pipaluk Lynge (IA), der er formand for udenrigs- og sikkerhedsudvalget i Inatsisartut, bør politikerne herhjemme diskutere, om konsulatet bør lukkes, eller om andre handlinger bør fortages.

Og spørger man Jens-Frederik Nielsen er svaret klart. Han afviser en lukning af konsulatet.

- Men vi holder øje med situationen. Det vigtigste for os det er at understrege, at et partnerskab og en alliance aldrig bliver god, hvis ikke der er respekt begge veje.

- Vi ønsker at blive respekteret. Vi ønsker ligeværdig respekt, og vi ønsker at samarbejde på vores præmisser. Så længe man ikke er der, så er det klart, så vil det være et anspændt forhold, siger han.

Meget tæt allieret

Også den danske udenrigsminister, Lars Løkke, udtalte sig for kort tid siden om mødet med den amerikanske ambassadør. Det gjorde han på et kort pressemøde.

- Formålet med samtalen var at gøre kongerigets position helt klar. Det er vores indtryk, at det har den fungerende ambassadør taget alvorligt, sagde Lars Løkke.

Formålet med mødet var at få be- eller afkræftet, hvorvidt USA vil øge spionagen i Grønland. Her fik han i hvert fald ikke bekræftet oplysningerne fra Wall Street Journal-artiklen.

- Jeg kan ikke referere fra den samtale, der har fundet sted. Samtalens formål var kommunikere til USA, at vi ser med stor alvor på det, vi kan læse i avisen, og som jeg ikke har fået bekræftet rigtigheden af, sagde Lars Løkke.

Foto © : Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Samtidig afviser han også forslaget om en lukning af det amerikanske konsulat i Nuuk.

- Det ville være en meget, meget vidtgående beslutning. USA er meget tæt allieret af Danmark og har været det i mange år. Vi ønsker at have en tæt og god relation, siger den danske udenrigsminister.