Medie: Tusass indgår aftale om satellitinternet med Frankrig - ikke USA

Tusass har tidligere haft hemmeligholdte samtaler med Elon Musks satellitinternetselskab Starlink. Men nu underskriver de ny aftale med fransk selskab.
Foto © : Markus Valentin / KNR
Skrevet af Markus Valentin
24. oktober 2025 10:35

Tusass har indgået en aftale med det franske satellitselskab Eutelsat, som skal give bedre internet til særligt Nord- og Østgrønland.

Det betyder, at Tasiilaq vil få satellitinternet inden årets udgang.

Det fremgår af en artikel fra mediet Altinget.

Elon Musks satellitselskab Starlink har tidligere været på tale som en mulig samarbejdspartner.

Tilbage i april fortalte Tusass, at de havde møder med det amerikanske selskab, som er omfattet en fortrolighedsaftale.

Altinget har spurgt direktøren, Toke Binzer, ind til, hvorfor Tusass har fravalgt amerikanerne, siden der var forhandlinger i gang.

- Jeg synes ikke, vi har fravalgt nogen. Vi udelukker ikke fremtidige aftaler med andre parter, men vi kunne se et godt match med Eutelsat og kunne komme til en aftale, så det er vi glade for, siger Toke Binzer til Altinget.

I stormagternes skygge

En af årsagerne til, at Tusass ikke er gået videre med en aftale med Starlink, skyldes den nuværende lovgivning, hvor Tusass har monopol på telekommunikation.

Da Starlink leverer internet direkte til den enkelte forbruger, er deres forretningsmodel ikke lovlig i Grønland.

Mette Simonsen Abildgaard, lektor i arktiske teknologistudier på Aalborg Universitet, fortæller til Altinget, at der også har været et geopolitisk aspekt i beslutningen.

- Det var nødvendigt at fravælge Starlink - den geopolitiske situation taget i betragtning, siger Mette Simonsen Abildgaard til Altinget.

Her refereres der til den tilspidsede situation mellem Grønland, Danmark og USA, hvor præsident Donald Trump har udtalt, at han ønsker at overtage Grønland.

Dertil kom det frem i maj måned, at USA øger deres mængde af spionage mod Grønland.

Lappeløsning

Men skal man tro Mette Simonsen Abildgaard, så løser den nye aftale ikke problemerne med dårligt internet i Nord- og Østgrønland.

I stedet kalder hun den nye aftale for en lappeløsning, og så opfordrer hun til, at der etableres et nyt søkabel.

I Arktisk Kapacitetspakke 2 var Aaja Chemnitz (IA) med til netop at få et nyt søkabel til tre milliarder kroner med i aftalen.

Det vides endnu ikke, hvad søkablet får af betydning for internetforbindelsen i Grønland.