Offentlighedslov Politikerne sov i timen

Politikerne i Inatsisartut kommenterede ikke på, at den danske offentlighedslov ikke har været sendt i høring i Grønland, da forslaget blev førstebehandlet. Demokraterne erkender at have sovet i timen.
Foto © : Nils Baum/Bureau for Inatsisartut
05. oktober 2016 11:04

I mandags valgte formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, at udsætte et forslag om, at den danske offentlighedslov skal gælde for grønlandske forhold hos den danske stats myndigheder.

Det skete, efter KNR’s direktør og foreningen Grønlandske Advokater har kritiseret, at lovforslaget ikke har været sendt i høring i Grønland.

Men under førstebehandlingen af forslaget i Inatsisartut i sidste uge, kommenterede partierne ikke på, at der ikke var blevet holdt en offentlig høring i Grønland om forslaget.

   LÆS OGSÅ: Kielsen trækker udskældt lovforslag tilbage

Hos Demokraterne erkender gruppeformand Michael Rosing at have sovet i timen.

- Det er en fodfejl i mit forberende arbejde. Der har jeg bare ikke været skarp nok. Og det er jeg ked af, siger han til KNR.

Ifølge Rosing burde Demokraterne have opdaget, at der for eksempel ikke lå svar fra en grønlandsk høring  eller en liste over grønlandske høringsparter i sagen. 

- Det fremgår jo i de ting, vi får i forbindelse med lovforslaget. At vi så ikke har været fuldt opmærksomme på det, det er et svigt fra vores side, siger han.

 

IA: Vi havde et andet fokus

Ingen partier nævnte i deres ordførerindlæg under førstebehandlingen af forslaget, at der ikke er blevet holdt en grønlandsk høring om den danske offentlighedslov. Et forslag, der i øvrigt er stillet af det danske justitsministerium.

   LÆS OGSÅ: Advokater: Udsæt forslaget om offentlighedens lov

Ifølge Inatsisartuts referater fra førstebehandlingen i salen var det i øvrigt kun Inuit Ataqatigiit, der foreslog at forkaste forslaget. Også selv om andre partier, herunder Demokraterne, grundliggende er imod lovens indhold.

Formanden for Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig, havde dog bemærket, at der kun var danske parter på høringslisten.

- Jeg var meget overrasket over, at det udelukkende var danske høringsparter, der var på den lange lister over høringsparter, som lå som bilag til forslaget, siger hun.

Alligevel kommenterede hverken hun eller resten af IA-gruppen på den manglende høring under selve debatten om loven. 

- Tja… Hvad skal jeg sige… Vi har fokuseret på det, der er indholdet i loven. 

   LÆS OGSÅ: IA vil stemme imod dansk offentlighedslov

Olsvig begrunder det med, at partiet i stedet spurgte ind til den manglende høring i Grønland under spørgetimen med Kim Kielsen samme dag. Men at fokusset under selve lovbehandlingen lå på spørgsmålet om, hvorvidt partiet var for eller imod selve forslaget.

- Det burde vi selvfølgelig have kommenteret på. Det er slet ikke godt nok, som jeg sagde i starten af det her interview, at der ikke har været en offentlig høring i Grønland, siger Sara Olsvig.

Formanden for Naalakkersuisut har meddelt, at forslaget om den danske offentlighedslov er taget af dagsordenen, til der er holdt en ‘tilfredsstillende høring’ i Grønland.

   LÆS OGSÅ: Offentlighedsloven har ikke været i offentlig høring