Advokater: Udsæt forslaget om offentlighedsloven

Grønlandske myndigheder, medier og foreninger burde være blevet hørt i sagen om den danske offentlighedslov, mener foreningen Grønlandske Advokater.
Foto © : Nils Baum/Bureau for Inatsisartut
30. september 2016 14:10

Derfor bør Inatsisartut overveje at droppe den igangværende lovproces i sagen, siger Anita S. Sørensen fra Grønlandske Advokater til KNR.

- Jeg synes, man skal overveje, om man skal udsætte behandlingen af lovforslaget, sådan at der bliver mulighed for, at de grønlandske parter kan blive hørt i sagen. Og så må man jo acceptere, at den først kommer på til foråret.

Danske parter er blevet hørt
Anbefalingen kommer, efter Justitsministeriet har foreslået, at den danske offentlighedslov skal sættes i kraft ‘i sager om grønlandske anliggender’ hos de danske rigsmyndigheder i Grønland. Det samme gælder for de danske myndigheder på Færøerne.

Læs også Offentlighedslov har ikke været i offentlig høring

I den forbindelse holdte Justitsministeriet tilbage i maj en offentlig høring om forslaget blandt danske parter, bl.a. DR, TV2, Kommunernes Landsforening, Aarhus og Aalborg Universiteter og mange andre.

Men der har ikke været holdt en offentlig høring i Grønland. Og det er kritisabelt, mener Anita S. Sørensen.

-  Det, synes vi, er uhensigtsmæssigt. Vi plejer at blive hørt i sager, der vedrører Grønland. Også selv om det er de danske myndigheder, der har ansvarsområdet, siger hun og tilføjer:

- Der kan sidde parter her i Grønland, som ikke er blevet hørt, som har nogle relevante synspunkter i den forbindelse.

Inatsisartut behandlede forslag uden høring

Trods den manglende høring 1. behandlede partierne i Inatsisartut forslaget onsdag i denne uge.

Ifølge Formandens Departement er det Justitsministeriets opgave at høre grønlandske parter, fordi forslaget kommer fra Danmark. Også selv om det er Kim Kielsens departement, der har sendt forslaget videre til behandling i Inatsisartut.

Læs også Transparency Greenland bekymret over dansk offentlighedslov i Grønland

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Justitsministeriet fredag.

Oversigten over den danske danske høringsrunde er tilgængelig på høringsportalen.dk., mens svarene ikke fremgår af siden. KNR har i stedet nu søgt om aktindsigt i høringssvarene hos Justitsministeriet.