Politiet maner til ro efter drabssager: Der er ingen, som myrder løs

Fire drab skaber utryghed rundt omkring i landet, og Grønlands Politi opfordrer til, at man passer på hinanden.
Politiet var massivt til stede ved Blok O i Nuuk, hvor en 82-årig kvinde blev fundet død i sidste uge. Foto © : Carsten Faurschou/ KNR

Lige nu har Grønlands Politi fire aktive drabssager, som har taget sted indenfor kort tid af hinanden. 

Et drab i Nuuk, et i Qaqortoq og et i Sisimiut er alle sammen sket indenfor de sidste to uger. Der er også en ældre drabssag i Qaqortoq, hvor en mand i denne uge meldte sig selv til politiet. 

Fire drabssager i 2023


31. januar blev en 82-årig kvinde fundet død i en nedbrændt lejlighed i Blok O på Ceresvej i Nuuk. 


En mand i trediverne blev anholdt og sigtet for ildspåsættelseog drab og blev tilbageholdt i 72 timer. Sidenhen er han blevet løsladt, men han er stadig sigtet i sagen.


4. februar modtog politiet en anmeldelse om et mistænkeligt dødsfald i Qaqortoq. En 53-årig mand blev fundet død i sin lejlighed. 


Manden er blevet obduceret, og han er ifølge politiet ikke død af naturlige årsager. Derfor efterforsker politiet sagen som et drab.


Ingen er anholdt i sagen endnu. 


8. februar blev en 55-årig kvinde stukket ihjel i Sisimiut. 


En 25-årig kvinde er blevet sigtet for drabet og tilbageholdt i 28 dage. 


9. februar blev en 35-årig mand tilbageholdt i 28 dage sigtet for manddrab i Qaqortoq. Det handler om en ældre drabssag, og politiet kan endnu ikke sige præcis hvilken sag. 


Men de oplyser, at det potentielt kan have forbindelse til eftersøgningen af en 35-årig kvinde fra Qaqortoq, der i november 2021 forsvandt og ikke er set siden.


Manden henvendte sig selv til politiet og oplyste, at han havde begået et drab. 
 

Det skaber utryghed i både Nuuk og Qaqortoq, hvor germindsmændene stadig er på fri fod. Det siger folk i de to byer til KNR

Dog kan Grønlands Politi forsikre om, at de fire sager ikke har nogle forbindelser til hinanden.

- Sagt på en mere direkte måde, så er der ingen, som myrder løs. Tværtimod ser det sådan ud, at drabssagerne er særskilte og uden forbindelse til hinanden, siger vicepolitiinspektør Viggo Johansen. 

Han siger, at det er første gang, at han har oplevet, at politiet har fire drabssager samtidig. 

Vær opmærksom på børnene

Politiet opfordrer til, at man henvender sig til dem, hvis man er utryg, fordi man eksempelvis er blevet truet eller er bange for at blive udsat for vold.

- Man kan altid henvende sig på politistationerne i åbningstiden. Udenfor åbningstiden er der vagter, som er klar til at tage imod, når man ringer på 70 14 48, siger Viggo Johansen. 

LÆS OGSÅ Først Nuuk - nu Qaqortoq: To mistænkelige dødsfald på en enkelt uge

Han kan ikke forudsige, hvornår efterforskningerne er slut. Han oplyser, at man kan henvende sig til Tusaaannga, hvis man er berørt af sagerne og har brug for nogle at snakke med. 

- Vi vil opfordre voksne til at være opmærksomme på børn omkring dem. At sikre hjælp til dem, hvis de har behov for det. Og så skal man være opmærksom på, hvordan man snakker om drabssagerne i børnenes påhør. På den måde kan man sikre, at børnene ikke bliver ramt, siger vicepolitiinspektøren. 

Politiet beder igen om, at man kontakte dem, hvis man ved det mindste, som kunne være forbundet med de fire drabssager.