Først Nuuk - nu Qaqortoq: To mistænkelige dødsfald på en enkelt uge

Politiet har siden i lørdags efterforsket et mistænkeligt dødfald i Qaqortoq.
Politiet efterforsker i øjeblikket sagen. Foto © : Kalaallit Nunaanni Politiit / Grønlands Politi
Skrevet af Teitur Larsen
08. februar 2023 11:25

I sidste uge skete der ikke bare et - men to mistænkelige dødsfald i Grønland. 

I lørdags 4. februar modtog politiet en anmeldelse om et mistænkeligt dødsfald i Qaqortoq. Efterforskere fra Danmark er sendt til Sydgrønland. 

Politiet efterforsker i øjeblikket sagen, siger vagtchef i Grønlands Politi, Preben Kleist.

Politiet ønsker ikke at oplyse flere detaljer om dødsfaldet lige nu. Heller ikke alder eller køn på den afdøde.  

Preben Kleist vil dog gerne understrege én ting: Det mistænkelige dødsfald i Qaqortoq og det drab, der skete i Nuuk tirsdag 31. januar, har ikke noget med hinanden at gøre. 

Kvinde på 82 år dræbt

I drabssagen i Nuuk blev en kvinde på 82 år dræbt af flere slag i hovedet med en tung genstand. Gerningsmanden gennemrodede derefter kvindens lejlighed for værdier, inden gerningsmanden har sat ild til den.

LÆS OGSÅ Politiet: Derfor løslod vi drabssigtet mand

Sagen blev først offentliggjort som et mistænkeligt dødsfald - men mindre end 12 timer senere meddelte Grønlands Politi, at der var tale om et drab.

Mand er løsladt - men stadig sigtet

En 30-årig mand blev anholdt og fremstillet i Sermersooq Kredsret onsdag 1. februar. Han blev sigtet for drab og ildspåsættelse og tilbageholdt i 72 timer. Han blev løsladt igen i lørdags, da de tre døgn var gået. Han fortsat sigtet i drabssagen.

- Hvis politiet skal tilbageholde en person for kriminalitet, så skal man have en begrundet mistanke om, at kriminaliteten er begået. Det har vi sammen med anklagemyndigheden vurderet, at det har vi ikke haft i det her tilfælde, og derfor er han blevet løsladt, sagde vicepolitiinspektør Lars Bjerregaard, der er leder af efterforskningen i lørdags.

Også i sagen i Nuuk fik politiet hjælp fra Danmark i form af retsmedicinere, kriminalteknikere og en hund, der er specialtrænet i at lugte brændbare væsker.