Anholdt i drabssag på 82-årig kvinde er løsladt
Rettelse: Den dræbte kvindes alder er rettet til 82. KNR har tidligere skrevet, at hun var 80. Vi beklager fejlen.
Den 30-årige mand, der er mistænkt for at have dræbt en kvinde på Ceresvej i Nuuk, er blevet løsladt af politiet lørdag klokken 14.
Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.
Vicepolitiinspektør Lars Bjerregaard, der er leder af efterforskningen, udtaler:
- På nuværende tidspunkt af efterforskningen har politiet besluttet at løslade den 30-årige mand, der blev anholdt tirsdag eftermiddag i forbindelse med drabet på den 82-årige kvinde på Ceresvej i Nuuk, siger Lars Bjerregaard i pressemeddelelsen og fortsætter:
- Jeg kan af efterforskningsmæssige årsager ikke komme ind på hvorfor, vi har løsladt manden, men jeg kan fortælle, at han fortsat er sigtet i sagen, og at vi fortsætter efterforskningen.
Sigtet for drab og brandstiftelse
Den 82-årig kvinde blev fundet død tirsdag morgen i forbindelse med en lejlighedsbrand i den gamle Blok O på Ceresvej i Nuuk. Hun boede i lejligheden.
Tirsdag aften anholdt Grønlands Politi en mand i midten af 30'erne i sagen om drabet på en 82-årig kvinde.
LÆS OGSÅ Bikki inviterer til mindehøjtidelighed for dræbt kvinde
Onsdag klokken 12.00 blev den sigtede fremstillet i Sermersooq Kredsret for lukkede døre, hvor han blev sigtet for drab og brandstiftelse.
Den mistænkte nægtede sig skyldig, men retten imødekom anklagemyndighedens ønske om tilbageholdelse i 72 timer - altså tre døgn frem til i dag.
Politiet hører fortsat gerne fra borgere, der har set noget eller ligger inde med informationer, der kan have interesse for sagen. Politiet kan kontaktes på 701448.