Bikki inviterer til mindehøjtidelighed for dræbt kvinde
Rettelse: Den dræbte kvindes alder er rettet til 82. KNR har tidligere skrevet, at hun var 80. Vi beklager fejlen.
En mand i 30’erne er lige nu sigtet for drab på en 82-årig kvinde og for efterfølgende at have sat ild til hendes lejlighed i Blok O på Ceresvej i Nuuks bymidte tirsdag morgen.
Onsdag blev han fremstillet i retten, og her blev det besluttet, at manden skulle forblive i politiets varetægt i 72 timer.
KNR tog i dag hen til Blok O for at høre folks reaktioner efter nyheden om drabet.
Bikki P. Jepsen
En af dem, KNR mødte på Ceresvej, er Bikki P. Jepsen. Hun har en personlig relation til afdøde, fortæller hun.
Hun har arbejdet på et plejehjem, hvor den 82-årige kvinde var tilknyttet, og for hende er det vigtigt, at borgerne nu samles og mindes hende.
Hun har derfor på Facebook inviteret folk til en mindehøjtidelighed foran Blok O på Ceresvej klokken 19 i aften (torsdag, red.), hvor der skal tændes lys og synges salmer.
LÆS OGSÅ Retten tilbageholder drabssigtet i tre døgn
Sagen har nemlig berørt Bikki P. Jepsen dybt:
Gør det dig utryg?
- Jeg er i sorg. Det her må stoppe. Vi finder os ikke i det her mere. Der er børn, der vokser op heroppe, og de skal ikke opleve sådan noget. Derfor har jeg skrevet et opslag på Facebook og inviteret folk til, at mindes hende og støtte familien.
Du arrangerer en mindehøjtidelighed i aften. Hvorfor gør du det?
- Det er fordi, jeg synes, at vi skal støtte op om familien. Vi er alle sammen i sorg og i chok. Vi skal støtte hinanden og sige, at vi er imod volden mod mennesker.
Foto: Ann-Sophie Greve Møller/KNR
Charlotte Hansen
Hvordan har du det med, at der er sket et drab?
- Jeg var chokeret over at høre, at det var en gammel dame, der var død i forbindelse med en Brand i Blok O. Tænk hvis det var en fra min familie, der var død, siger Charlotte Hansen til KNR.
Foto: Ann-Sophie Greve Møller/ KNR
Nukaaraq Kristensen
Nukaaraq Kristensen bor lige overfor, hvor den 82-årige kvinde boede. For ham er det også chokerende, at der har fundet et drab sted så tæt på hans hjem.
- Vi mødte hende tit, og hun var en venlig dame. Det er chokerende og utrygt, at sådan noget kan ske, siger han.