Retten tilbageholder drabssigtet i tre døgn
Rettelse: Den dræbte kvindes alder er rettet til 82. KNR har tidligere skrevet, at hun var 80. Vi beklager fejlen.
Tirsdag aften anholdt Grønlands Politi en mand i 30'erne i sagen om drabet på en 82-årig kvinde.
Samme morgen blev hun fundet død i forbindelse med en lejlighedsbrand i den gamle Blok O på Ceresvej i Nuuk. Hun boede i lejligheden.
Onsdag klokken 12.00 blev den sigtede fremstillet Sermersooq Kredsret for lukkede døre, og han blev sigtet for drab og brandstiftelse.
LÆS OGSÅ Drab i Nuuk: Den anholdte er sigtet for manddrab
Den mistænkte nægtede sig skyldig, men retten har imødekommet anklagemyndighedens ønske om tilbageholdelse i 72 timer - altså tre døgn.
Det vil sige, at manden bliver løsladt igen på lørdag, hvis ikke hans tilbageholdelse bliver forlænget.
KNR forsøger at få en kommentar fra anklagemyndigheden om, hvorfor de har ønsket en tilbageholdelse af den anholdte i 72 timer.
Politiet fortsætter efterforskningen
Der er derudover også nedlagt navneforbud i sagen på grund af sagens alvorlige karakter og af hensyn til de pårørende. Grønlands Politi fortsætter nu efterforskningen.
- Vi skal fortsætte efterforskningen og have fulgt op på blandt andet henvendelser, videomateriale og spor fra gerningsstedet. Derudover er der assistance på vej fra Danmark, som skal foretage undersøgelser af gerningsstedet og obducerer kvinden for at klarlægge dødsårsagen, udtaler politikommissær Julie Senderovitz Bendtsen, der er leder af efterforskningen.
Politiet har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt, men takker de borgere, der allerede har henvendt sig med oplysninger i sagen.
Har du set noget?
Politiet opfordrer fortsat folk til at kontakte dem, hvis de har informationer, der kan have interesse for sagen.
Det gælder især personer, der bor i nærheden af Blok O, der eventuelt kunne have privat overvågningsudstyr, der kunne pege ud mod Blok O.
Også folk på Kongevej, Tuujuk og Ceresvej bedes være særlige opmærksomme på, hvad de har oplevet i tidsrummet fra natten mellem mandag 30. og tirsdag 31. januar - altså fra midnat til klokken 08.00 tirsdag morgen.
Politiet kan kontaktes på 701448.