Passagerer er splittet: Snart kan man hoppe Kangerlussuaq over på rejsen

Den nye internationale lufthavn i Nuuk står klar om et år. Planen er, at den skal indvies 28. november 2024.
Med den nye lufthavn kommer en 2.200 meter lang landingsbane, som gør, at store fly som Air Greenlands atlantflyver, Tuukkaq, vil kunne lette og lande fra hovedstaden.
Dermed vil man i fremtiden kunne springe Kangerlussuaq over, når man rejser mellem Danmark og Grønland.
KNR har mødt rejsende, som var på vej til Kangerlussuaq, før de skulle videre til Danmark, og de er begejstrede for de muligheder, Nuuks internationale lufthavn vil tilbyde.
- Jeg ser meget frem til at kunne rejse direkte. Det taget meget tid at skulle rejse over Kangerlussuaq, siger Sequssuna Schmidt, som sammen med sin søn Kuuno skal til Stavanger, hvor Kuunos mor Ivaana Holm skal spille VM i håndbold.
Nye muligheder
Fremover bliver Danmark ikke den eneste udenlandske destination, når man rejser med Air Greenland. Rejseselskabet har meddelt, at der bliver flere destinationslande. Og det ser passagererne frem til.
- Det bliver spændende, hvor vi kan rejse, når det ikke kun er til København, siger Paarnaq Larsen Strøm, som skal på uddannelse i Danmark.

- Jeg ser frem til det på vegne af sportsfolkene. I gåseøjne kommer udlandet tættere på, og stævner i Danmark kommer måske også tættere på, siger Sequssuna Schmidt.
Det er dog ikke alle, der jubler over, at Kangerlussuaq snart bliver taget ud af ligningen, når man rejser til Danmark.
- Jeg kan godt lide Kangerlussuaq, så det er ærgerligt ikke at skulle rejse der mere. Men det er også godt med en direkte forbindelse, men jeg vil savne Kangerlussuaq meget, siger Paarnaq Larsen Strøm.
Forsinket med et år
Den internationale lufthavn i Nuuk skulle egentlig have stået klar i år, men blandt andet Covid-19 har skabt forsinkelser.
- Da vi begyndte i 2019, skulle lufthavnen tages i brug i 2023. Vi er blevet forsinket et år desværre, men nu er det kun et år tilbage, siger projektleder ved Kalaallit Airports, Aviaaja Karlshøj Knudsen.
Atlantflyet Tuukkaq vil foretage den allerførste landing fra Danmark i Nuuk 28. november.
Dog forventes den nye terminalbygning at blive taget i brug allerede i maj næste år.
Kalaallit Airports udtaler at der ikke er sat dato for åbningen af de nye lufthavne i Ilulissat og Qaqortoq.