To olieudslip i Kangaatsiaq på en uge: I alt 27.000 liter lækket

Hos Nukissiorfiits elværk i Kangaatsiaq er der sket to olieudslip på én uge, hvor noget af olien er løbet ned i havet. Det er ukendt, hvor meget der endte i havet, og spildet vurderes af beredskabet som umuligt at indsamle efter udbredelsen.
Nukissiorfiks anlæg i Kangaatsiaq Foto © : Kunuut Olsen
Skrevet af Marie Kûitse
28. november 2025 16:00
Versionist Jens Thorin

Den 18. november om aftenen lækkede der i alt 24.000 liter olie fra en overførsel mellem en brændstoftank og en dagtank på elværket i Kangaatsiaq. Og den 25. november skete der et lignende uheld, hvor omkring 3.000 liter lækkede.

Olieudslippet den 25. november om aftenen skete efter mørkets frembrud, og først næste morgen blev lækket opdaget.

Fejlen skyldtes en defekt i overførselssystemet mellem tankene, oplyser Ovenguaq Lyberth, der er Nukisssiorfiits distrikschef i Disko, til KNR. 

- Vi fandt ud af, at det system, der normalt fylder dagtanken fra hovedlageret, var gået i stykker. Dermed stoppede pumpen ikke som den skulle, og tanken løb over.

Olie samlede sig under bygningens gulv, løb ud langs ydersiden af bygningen og, fordi elværket ligger tæt på kysten, også ned i havet.

- Her har der tydeligvis været en overset situation, hvor tanken løb over – det skete jo om aftenen. Målet er nu, at lave bedre procedurer og at holde bedre opsyn, siger Ovenguaq Lyberth.

En uge efter det første udslip skete endnu et læk, oplyser beredskabschef i Kommune Qeqertalik, David Løvstrøm.

Den 25. november lækkede samme virksomhede igen olie – denne gang cirka 3.000 liter, igen i forbindelse med pumpning af olie fra brændstoflageret til elværkets driftstank.

- De (Nukissiorfiit red. ) vurderer, at årsagen er, at en sikkerhedsventil, som skal stoppe pumpningen automatisk, hvis dagtanken er fuld, ikke fungerede, fortæller David Løvstrøm.

Selvom man efter det første udslip mente at have fundet fejlen, skete den samme type uheld altså igen.

- Netop det forhold har vi kommunikeret ud til Nukissiorfiit. Hvis fejlen var kendt, hvorfor er den så ikke udbedret? Og hvis den ikke var udbedret, så skal det ske hurtigst muligt,” siger David Løvstrøm.

Beredskabschefen i kommunen siger, at det er svært at vurdere, hvor meget olie der løb i havet om natten, men han oplyser, at tre tønder à 200 liter blev fyldt

- Desværre er det meget vanskeligt at sige præcist, hvor meget diesel der er løbet ud, og hvor mange liter der er blevet indsamlet. Noget af olien er opsuget med granulat,  og er pakket forsvarligt og bragt til dumpen til afbrænding.

ilaat nakkalataartagaagamik taakkualu isumannaatsumik poorlugit ikuallatassanngorlugit eqqaavimmut ingerlanneqartut taamaallaat nalunaarutigineqarpoq. 

Mængden i havet er ukendt – og kan ikke samles op

Beredskabet vurderer, at det er umuligt at sige, hvor meget olie der er løbet i havet, og da den er spredt ud overe havet er det ikke er muligt at opsamle spildet, efter det spredte sig.

- Man havde på tidspunktet hverken udstyr til at spærre af og samle det op, og vinden og bølgerne spredte det hurtigt. Da uheldet blev opdaget, gjorde mørket og bølgerne det umuligt for brandfolkene at gøre noget, siger David Løvstrøm.

- Kun få byer i landet har spærre- og opsamlingsudstyr udleveret fra Departementet for Natur og Miljø. Og tilfældigvis har Kangaatsiaq by intet af de her udstyr, og  så kunne det ikke længere betale sig at transportere udstyr fra Aasiaat, da spildet var spredt.

Undersøgelser i gang

Da olie også er løbet ned i krybekælderen under elværket, undersøges det nu, hvordan det område kan renses. Rådgivningsfirmaet Masanti A/S har haft fagfolk Aasiaat i byen til at vurdere forholdene.

- Der kan være sprækker i fjeldet under elværket, og brandchefen var derfor bekymret for, at fundamentet  kan lide skade, hvis man pumpede vand derned. Derfor har vi bedt Masanti om en vurdering, og vi afventer nu deres rapport,” fortæller Ovenguaq Lyberth.

Der er bestilt en ny komponent til det defekte pumpesystem, oplyser Nukissiorfiit.

Beredskabschefen tilføjer, at olieudslippet i havet er anmeldt til Departementet for Natur og Miljø, og at man har registreret spredningen på kort.