Olieudslip i Ittoqqortoormiit: Olien har spredt sig

Opdateret 3. juli klokken 10.30 efter skriftligt svar fra politiet: Da sagen fortsat er under efterforskning, kan politiet ikke udtale sig om olieudslippet på nuværende tidspunkt.
- Der er nu modtaget oplysninger om, at dieselolien har spredt sig til havet. Dette bekræftes af en video, der florerer på sociale medier. Kommunen har ikke selv verificeret videoens indhold, men tager bekymringen alvorligt.
Sådan skriver Kommuneqarfik Sermersooq på Facebook om olieudslippet nær Ittoqqortoormiit, der blev opdaget og anmeldt 21. maj.
Dengang oplyste vagtchef ved politiet, Preben Kleist, at 22.000 liter dieselolie fossede ud fra nødgeneratoren i byen.
- Vi modtog anmeldelsen om olieudslip på Nukissiorfiits stortank. Vi har også haft brandvæsenet inde over, fortalte Preben Kleist i maj.
Kommuneqarfik Sermersooq oplyser, at de fortsat arbejder på at få styr på olieforureningen sammen med Nukissiorfiit og andre myndigheder. Dog er det materiale, der skal bruges til opsamling af olien, ikke kommet frem endnu. Det er dog bestilt, skriver kommunen.
Derudover opfordrer de alle borgere i Ittoqqortoormiit til at undgå direkte kontakt med olien på land og i vandet.
- Kommunen følger situationen tæt og vil løbende informere borgerne om nye tiltag og vurderinger, skriver kommunen.
KNR har spurgt politiet, om man kender til årsagen bag olieudslippet. De har lovet at vende tilbage på vores henvendelse.