Nyt luksusskib hjulpet ud af grønlandsk fjord
Der gik under en uge, fra det grundstødte krydstogtskib Ocean Explorer var blevet trukket fri i Alpefjorden, til et nyt luksusskib fik brug for hjælp til at komme ud af grønlandsk farvand.
I sidste uge fik det franske passagerskib Polarfront nemlig motorstop i Fønfjorden tæt ved Ittoqqortoormiit i Østgrønland, og det måtte derfor tilkalde hjælp fra den islandske kystvagt.
Det skriver den islandske kystvagt på deres Facebook.
Polarfront er et tidligere norsk vejrskib, der i 2018 blev ombygget til et luksuspassagerskib med plads til 12 passagerer og 10 besætningsmedlemmer, og som tilbyder eksklusive togter i arktiske farvande.
Onsdag satte den islandske kystvagts patruljeskib Thor kursen mod Fønfjorden, og efter to dages sejlads nåede de det franske skib, der havde kastet anker og ventede på hjælp.
Polarfront blev taget på slæb, og mandag ankom de to skibe så sikkert til Reykjavik i Island.
Arktisk Kommando bekræfter over KNR, at de også har været opmærksomme på situationen, men at det hele er foregået ganske udramatisk. Ifølge Arktisk Kommando blev passagererne på Polarfront sat i land i Ittoqqortoormiit, hvorfra de blev fløjet hjem.
Det vakte stor debat, da krydstogtskibet Ocean Explorer ugen forinden gik på grund i Alpefjorden lidt nord for Ittoqqortoormiit. Sagen fik blandt andet flere politikere til at love strammere regler for krydstogtskibe i fremtiden.
Naalakkersuisoq for miljø, Kalistat Lund (IA), vil blandt andet se på, om der kan laves lovgivning for, om visse fjorde og fangstområder kan lukkes helt for turismesejlads.