Dansk strategi: Nyt forskningscenter i Grønland og øget overvågning af Arktis

Den danske regering vil – sammen med Grønland – etablere et center for arktisk forskning i Grønland, udvide istjenesten til at dække hele landet og øge overvågningen af Arktis.
"Ulloriaq" er navnet på den satellit, som dansk forsvar har sendt op til at overvåge dansk territorium i Arktis. Foto © : GomSpace
16. november 2018 06:35

Det fremgår af Danmarks nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi frem mod 2020, som blev præsenteret på et pressemøde i København torsdag.

I strategien er Arktis én ud af seks hovedpunkter og indeholder blandt andet, at den militære overvågning af Grønland skal forstærkes. Det sagde forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) under pressemødet:

LÆS OGSÅ Aleqa kritiserer Samuelsen for at overse trussel i Arktis

- I takt med at isen smelter, og der bliver isfrie sejlruter over Nordpolen, stiger de kommercielle interesser i området. Og når de kommercielle interesser stiger, bliver det også mere sikkerhedspolitisk interessant. Vi skal derfor have langt mere indsigt i, hvad der sker i Arktis og ikke mindst i og omkring Grønland.

Grønland skal være centrum for arktisk forskning

Regeringen ønsker også, at forskning om Arktis skal i fokus. Sammen med grønlandske myndigheder vil regeringen derfor bygge et forskningscenter i Grønland – en såkaldt forskningshub – som skal profilere Kongeriget Danmark som førende i forskning om Arktis.

LÆS OGSÅ Grønland skal være centrum for arktisk forskning

- Samtidig vil en hub have gavnlige, lokale effekter på sigt i forhold til uddannelse, lokal økonomi og beskæftigelse, står der i den danske udenrigs og sikkerhedspolitiske strategi for 2019-2020.

Istjeneste over hele Grønland

Et tredje initiativ er at øge istjenesten, så den i fremtiden kommer til at dække hele Grønland.

- En udvidet istjeneste vil bl. a. understøtte den fortsatte økonomiske udvikling i Grønland igennem nye sejlruter og mulighederne for øget turisme, står der i strategien.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) slog desuden fast på pressemødet, at Danmark skal styrke sit samarbejde med USA inden for forsvars- og udenrigspolitiske områder.

LÆS OGSÅ NATO er storforbruger af Kangerlussuaq lufthavn

LÆS OGSÅ Amerikansk aftale vil være til stor gavn for os