Nye rapporter i spiralskandalen offentliggøres fredag

Efter flere forsinkelser bliver resultaterne af eksperternes undersøgelse af de menneskeretlige aspekter af spiralsagen nu offentliggjort. Der er tale om to rapporter, da der opstod en uenighed blandt eksperterne.
Naalakkersuisoq Mariane Paviasen Jensen holder pressemøde fredag, hvor hun offentliggør resultaterne fra to nye rapporter i spiralsagen. Foto © : KNR
26. august 2026 11:53

De to nye, efterspurgte rapporter i spiralskandalen bliver offentliggjort fredag, skriver naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

Det sker ved et pressemøde den 28. august, hvor naalakkersuisoq for Børn, Unge, Justitsområdet og Ligestilling, Mariane Paviasen Jensen (IA), præsenterer resultaterne.

Du kan følge med i pressemødet live på KNR. 

For to år siden nedsatte naalakkersuisut et eksperthold, der blandt andet fik til opgave at undersøge, om den danske stat har begået folkedrab, da tusindvis af grønlandske piger og kvinder fik opsat spiraler i 1960’erne og årtier frem.

Derudover har eksperterne undersøgt, hvilke brud på menneskerettighederne der kan være tale om i spiralsagen.

- Vi er nu nået til det punkt, hvor resultaterne af ekspertundersøgelsen af de menneskeretlige aspekter ved Antikonceptionssagen kan offentliggøres og præsenteres. Det er naturligvis tilfredsstillende, udtaler Mariane Paviasen Jensen i pressemeddelelsen.

Antikonceptionssagen er naalakkersuisuts betegnelse for spiralsagen.

- Det har dog ikke været en lige vej hertil, men det er også en kompleks sag, som har krævet den tid, opmærksomhed og plads, der har været behov for. Nu er det tid til, at ekspertundersøgelsens resultater ser dagens lys, fortsætter hun.

Hvad er spiralsagen?

  • I 1960’erne og 70’erne fik over 4000 piger og kvinder i Grønland oplagt spiral. Det viser en uvildig udredning af antikonceptionspraksis – et andet ord for prævention – i Grønland, der dækker perioden 1960 til 1991. Pigerne var helt ned til 12 år.
  • Udredningen bygger på beretninger fra 354 kvinder og dækker over 488 hændelser. I langt størstedelen af hændelserne havde kvinderne ikke givet samtykke til at få spiral.
  • Grønland var dengang et dansk amt.
  • Ifølge udredningen bundede spiralinitiativet blandt andet i danske myndigheders bekymring for den stigende befolkningsvækst og et ønske om at reducere den grønlandske befolkningsvækst.
  • Historien tog fart, da DR-podcasten “Spiralkampagnen” tilbage i 2022 afdækkede, hvordan flere grønlandske kvinder fik spiral uden samtykke.
  • I 2024 stævnede 143 kvinder fra spiralsagen den danske stat. De kræver samlet knap 43 millioner kroner i erstatning for brud på menneskerettigheder.
  • I august 2025 – kort tid før, at udredningen udkom – undskyldte den danske statsminister, Mette Frederiksen, på vegne af Danmark til kvinderne i sagen.
  • Formanden for naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, undskyldte i samme ombæring til kvinder, der har fået prævention uden samtykke efter 1992, hvor Grønland overtog sundhedsområdet. Landslægeembedet kender til 15 episoder.
  • Undskyldningen blev markeret i Nuuk den 24. september.
  • Den danske stat vil udbetale en godtgørelse på 300.000 kroner til grønlandske kvinder, der fik spiral og præventionssprøjten Depo Provera uden samtykke, mens sundhedsvæsenet var under dansk ansvar frem til 1991. Det offentliggjorde den danske regering i december 2025.

Rapporterne blev igangsat sideløbende med den uvildige udredning af spiralsagen, som Grønland og Danmark blev enige om.

Naaja H. Nathanielsen (IA), daværende naalakkersuisoq for justitsområdet og nu folketingspolitiker, fortalte dengang til KNR, at den danske regering havde afvist at fokusere på menneskeretlige spørgsmål i den uvildige udredning.

Uenighed i gruppen

At dykke ned i de nye spørgsmål har dog ikke været helt simpelt. Undervejs er der nemlig opstået en uenighed blandt de fire eksperter, der har gravet sig ned i de menneskeretlige spørgsmål.

Derfor har eksperterne afleveret to rapporter frem for én.

Hvad uenigheden omhandler, er endnu ikke blevet meldt ud.

Ekspertholdet består af advokat Dalee Sambo Dorough, advokat Jonas Christoffersen, forsker i psykologi og tidligere chefpsykolog i Kommune Qeqertalik, Jensine Nedergaard, og forsker og jurist Miriam Cullen.

Offentliggørelsen af rapporterne har flere gange været forsinket, senest da de skulle igennem en såkaldt peer review, hvor andre forskere bedømmer arbejdet.

Samtidig skulle rapporterne oversættes til grønlandsk, dansk og engelsk, har naalakkersuisut tidligere meldt ud.

Det har skabt kritik fra flere politikere, blandt andet under folketingsvalget, hvor flere kandidater efterspurgte rapporterne.

Senest har en af forfatterne bag den ene rapport, advokat Jonas Christoffersen, opfordret til at udskyde behandlingen af den lov, der skal gøre det muligt at give godtgørelse til kvinderne i spiralskandalen. Det gjorde han over for Berlingske.

Loven skal tredjebehandles i Folketinget torsdag, hvor politikerne skal stemme om at vedtage loven.

Tag hensyn til kvinderne

Mariane Paviasen Jensen opfordrer i pressemeddelelsen medierne og offentligheden til at udvise hensyn til de berørte kvinder.

- Jeg vil i den forbindelse gerne understrege vigtigheden af, at sagen og indholdet i rapporterne håndteres med hensyn, omsorg og respekt for dem, det handler om. Netop de mange kvinder og piger, som desværre ufrivilligt har fået hovedrollen i et mørkt kapitel i vores lands historie, udtaler hun.