Medie: Nye detaljer om persongalleriet bag Trumps Grønlandskampagne
En ny artikel i det amerikanske magasin The New Yorker kaster nyt lys over det netværk af aktører, der de seneste halvandet år har arbejdet for at fremme Donald Trumps ambitioner i Grønland.
Udover at bekræfte tidligere rapporteret oplysninger fra Danmarks Radio og The New York Times, tilføjer magasinhistorien betydeligt mere farve til fortællingen om de amerikanske tilnærmelser, som strækker sig helt tilbage til Trumps første embedsperiode.
Hemmelig gruppe i Det Hvide Hus
Ifølge The New Yorker indgik to af de amerikanske mænd, som nu er anklaget for at have udført private 'påvirkningsoperationer' i Grønland sidste år, i en hemmelig arbejdsgruppe i Det Hvide Hus' nationale sikkerhedsråd under Trumps første embedsperiode.
Mændene hedder, Tom Dans og Drew Horn, og de var ifølge magasinet, en del af gruppen, hvis hovedsigte var klart: at undergrave Rigsfællesskabet og sikre en amerikansk overtagelse af Grønland.
I arbejdsgruppen, kendt som The Greenland Policy Coordination Committee, repræsenterede Tom Dans og Drew Horn hver deres agenturer i den amerikanske regering sammen med en række andre personer, skriver journalisten bag artiklen, Ben Taub.
Sammen satte de sig for at accelerere Grønlands selvstændighedsudvikling i en retning, der ville øge landets afhængighed af USA.
Erhvervsmanden Drew Horn var en af gruppens ledere.
Danmark og Grønland vidste intet
I efteråret 2019 besøgte medlemmer af denne hemmelige gruppe Nuuk for at drøfte råstoffer i Grønland, skriver magasinet.
De var der som en del af en amerikansk delegation af diplomater.
Men deres underliggende ærinde var ukendt for de grønlandske værter.
Siden Trumps tilbagevenden har både Tom Dans og Drew Horn rejst frem og tilbage til Grønland og forsøgt at opbygge relationer til politikere, erhvervsfolk såvel som almindelige borgere.
Det er blevet beskrevet af grønlandske, danske og internationale medier.
I al den tid har hverken Danmark eller Grønland været bekendt med gruppen, dens formål eller Tom Dans og Drew Horns rolle i den, ifølge det velansete amerikanske magasin.
De to mænd har længe været i Kongerigets søgelys for deres aktiviteter i Grønland, fortæller kilder til The New Yorker og The New York Times, men fra politisk side synes man at have behandlet dem som almindelige allierede, der fortsat spiller efter de gamle diplomatiske spilleregler, snarere end som aktører med et destabiliserende politisk ærinde i Grønland:
Grønlands repræsentation i Washington hjalp i sin tid Tom Dans med at komme i kontakt med Trump-entusiasten Jørgen Boassen, ifølge The New Yorker.
Naleraq-formand Pele Broberg har flere gange spist middag med Drew Horn, skriver magasinet og Reuters.
Og den danske ambassade i Washington har budt Tom Dans, Drew Horn og Alexander Gray – en tredje deltager i de hemmelige Grønlands-planer under Trump – indenfor til spisning og andre festligheder.
Det har alle tre mænd bekræftet over for det danske medie Frihedsbrevet.
Motorcykelmanden
Den tredje person, der fremhæves i New Yorker-artiklen, er Chris Cox, stifteren af motorcykelgruppen Bikers for Trump, som flere andre medier også har skrevet om.
Chris Cox besøgte Nuuk i marts sidste år, hvor han forsøgte at rekruttere borgere til en løsrivelsesbevægelse, udarbejdede lister over borgeres politiske holdninger og indsamlede oplysninger fra grønlandsk historie, som kunne bruges til at skabe splittelse i Kongeriget.
Ifølge The New Yorker briefede Chris Cox efterfølgende både Det Hvide Hus og republikanske kongresmedlemmer om rejsen.
Det samme har Drew Horn gjort for medlemmer af Trump-administrationen efter sine rejser her til landet, skriver magasinet, og Tom Dans har også gjort det klart for flere medier, at hans linje ind til folk i Det Hvide Hus er varm.
I december blev Tom Dans udpeget til at lede USA's arktiske forskningskommission under Trump, og Chris Cox blev medlem af et rådgivende udvalg i USA's inderigspolitiske ministerier, Department of Homeland Security, tre måneder efter hans rejse til Nuuk.
Grønlandsk sidevogn
Den fjerde og sidste mand er Jørgen Boassen, som i artiklen beskrives som 'en af de få grønlændere, der højlydt støtter Trump'.
Boassen har – ligesom var tilfældet under Jeff Landrys besøg – hjulpet Dans og Cox i forbindelse med deres aktiviteter i Grønland, skriver The New Yorker.
I den længere fortælling optræder Jørgen Boassen som en gennemgående lokal kontakt; et uformelt bindeled mellem amerikanske aktører og den del af grønland, han repræsenterer.
Samlet set tegner der sig et tydeligere billede af det usædvanlige netværk af aktører, der omgiver konflikten om Grønland.
Ben Taub skriver, at 'Trumps bestræbelser på at få kontrol over Grønland altid har været drevet af en håndfuld ideologer og opportunister.'
Realiteten er nu, skriver han, at USA er 'et land, hvor beslutninger om krig og fred ikke træffes af diplomatiske eller militære eksperter ud fra statens interesser, men gennem uformelle kanaler af personer, hvis vigtigste kvalifikation er deres personlige nærhed til præsidenten – via familieforbindelser, forretninger, donationer eller smiger.'