Trumps sande mand i Grønland

En i offentligheden ukendt amerikansk erhvervsmand har i årevis arbejdet for at gøre Grønland til en del af USA. Sporet af ham leder til toppen af både amerikansk og grønlandsk politik. I sidste uge var han i Nuuk for at holde uofficielle møder.
Tom Dans kaldes "Trumps mand i Grønland". Det var ham der sidste år inviterede Jørgen Boassen til valgfest i USA og skabte forbindelsen til Trump Jr. Forleden var han i Nuuk for at mødes med mindst et medlem af Inatsisartut. Foto © : Tom Dans profil på X.
17. januar 2025 07:27

Den seneste uge er Jørgen Boassen utallige gange blevet omtalt som Trumps mand i Grønland.

Men måske man i fremtiden skal rette opmærksomheden mod Thomas Emanuel Dans eller bare Tom Dans.

Offentligheden kender ham ikke, men blandt amerikanske og grønlandske embedsmænd og politikere er han et velkendt ansigt. Det er for eksempel kun få dage siden, han mødtes med mindst et medlem af Inatsisartut.

I det hele taget har Tom Dans i en årrække arbejdet aktivt for at styrke USA's bånd til Grønland.

I samarbejde med DR tegner KNR her et billede af, hvordan Tom Dans er den første af Trumps mænd, som tager kontakt til Jørgen Boassen. Vi kan også fortælle, at Dans netop har været i Nuuk for at mødes med sine kontakter i byen.

2019 - Trump vil købe Grønland og udnævner Dans som arktisk kommissær

Donald Trump er i halvvejs i sin embedsperiode som præsident (2017-2021) og lufter for første gang sin interesse i at købe Grønland.

Ideen bliver hurtigt skudt ned af den daværende formand for naalakkersuisut, Kim Kielsen (S). Han får opbakning af statsminister Mette Frederiksen, der under et besøg i Nuuk kalder Trumps ide ”absurd”.

Det er dog nu, Tom Dans kommer på banen.

Kort efter, at Trump bliver afvist, udpeger han nemlig Dans som arktisk kommissær i United States Arctic Research Commission (USARC), der står for at rådgive den amerikanske regering i spørgsmål, som omhandler Arktis.

Det bliver Dans ansvar ”især” at have fokus på Grønland og opbygge kontakter her i landet.

Arbejdet bliver dog kortvarigt. Trump bliver ikke genvalgt. Joe Biden tager over som præsident i 2021.  

Foto © : Scanpix. Collage: Malik Brøns

2024 - Grønlands repræsentation i USA hjælper Boassen, der får kontakt med Dans

Vi springer nu fire år frem i tiden.

Ved en tilfældighed møder Jørgen Boassen chefen for Grønlands repræsentation i Washington DC, Kenneth Høegh.

Til KNR beskriver Jørgen Boassen episoden således:

- På et spisested møder jeg Kenneth Høegh, og vi begynder at tale sammen. Han ser min Trump t-shirt og er helt vildt med den. Han vil gerne tage et billede sammen med mig, da han skulle mødes med Carla Sands (USA’s forhenværende ambassadør i Danmark) den efterfølgende uge.

- Jeg siger til Høegh, at han skal sige til Sands, at jeg gerne vil være med til valgaftenen (red. i USA), siger Jørgen Boassen. 

Et par måneder efter tikker der en mail ind i Jørgen Boassens mailboks.

Jørgen Boassen fortæller: 

- Jeg fik en e-mail fra Kenneth med navne og numre, jeg bare skal kontakte. Blandt navnene er Tom Dans.

Ifølge Jørgen Boassen er det altså Kenneth Høegh, der skaber kontakten til Tom Dans.

Dans, der ellers stoppede som arktisk kommissær da Biden trådte ind i Det Hvide Hus, er stadig interesseret i Grønland og stadig en del af Trumps MAGA-bevægelse.

Det sætter han selv en tyk steg under, da han 22. oktober er medforfatter på en kronik om Grønland, hvor han argumenterer for, at Grønland skal knyttes til USA via en free association-aftale.

I en mail til KNR beskriver Kenneth Høegh dog sagen noget anderledes.

”Jeg kan bekræfte, at jeg under et møde i oktober bliver spurgt ind til, om der findes Trump-tilhængere i Grønland. Vi fortæller om Jørgen Boassen og viser hans Facebook profil, hvorefter de etablerede kontakt til hinanden”.

Ifølge Kenneth Høegh har han altså ikke selv været opsøgende for at skabe kontakt mellem Boassen og Dans.

Dans finder sin mand i Grønland

Selvom der ikke er enighed om forløbet, står det klart, at Grønlands repræsentation i Washington DC spiller en rolle i at forbinde de to Trump-sympatisører - Boassen og Dans.

Det bliver Tom Dans, som først rækker ud.

Han inviterer Jørgen Boassen til USA, og opfylder dermed Jørgen Boassens drøm om at deltage i valgfesten i West Palm Beach, Florida. Under festen bliver Boassen endda introduceret for Donald Trump Jr.

Billedet viser, at Boassen og Dans er sammen i USA. Foto © : Tom Dans profil på X.

2025 - Trump lander i Nuuk

Donald Trump er blevet genvalgt som USA 47. præsident.

Kort efter melder han ud på Truth Social, at ”ejerskabet og kontrol over Grønland er altafgørende” for USA’s sikkerhed.

Få dage inde i det nye år kommer det frem, at hans søn, Donald Trump Jr., kommer til Nuuk.

Jørgen Boassen bliver kontaktet af folk tæt på Trump og får til opgave at planlægge besøget 7. januar.

I lufthavnen siger Trump Jr., at han bare er i Nuuk som turist, men at han skal hilse fra sin far.

Foto © : KNR / Irene Jeppson

Dans mødes med grønlandsk politiker

Den 11. januar lander endnu en passager fra USA i Nuuks nye lufthavn. 

Passageren er Tom Dans. I modsætning til Trump Jr. bliver han i byen i flere dage. 

Her mødes han med sin ven Jørgen Boassen, men også Kuno Fencker, der sidder i Inatsisartut for Siumut.

I et kort interview siger Kuno Fencker til DR og KNR.

Kan du bekræfte, at du mødtes med Tom Dans?

- Du har jo et billede af det, så ja.

Hvad er din kommentar til, at du har mødtes med Tom Dans?

- Er det nu blevet ulovligt at snakke med forretningsfolk fra USA.

Tom Dans blev i 2020 udpeget af daværende præsident Trump til at være USA’s ”arktiske kommissær” og beskrives i medierne som stadig tæt på Trump. Var du klar over det, da du mødtes med ham?

- Ingen kommentarer.

Drøftede I Grønlands fremtid og forhold til USA på mødet?

- Jeg drøfter Grønlands fremtid med alle, jeg snakker med.

13. januar rejser Tom Dans og Jørgen Boassen sammen til USA.

Fra venstre: Kuno Fencker (medlem af Inatsisartut for Siumut), Jørgen Boassen, Tom Dans. Foto © : Tom Dans profil på X.

DR og KNR har interviewet Tom Dans og bringer senere i dag dette interview.