Medie: Her er de tre mænd, som angiveligt udfører ‘hemmelige påvirkningsoperationer’ i Grønland
I august sidste år bragte Danmarks Radio en historie, der fik flere til at spærre øjnene op.
Tre amerikanske mænd med forbindelser til præsident Trump var ifølge DR’s kilder i gang med en fordækt påvirkningskampagne for at skabe splid i Rigsfællesskabet og hverve støtte til en grønlandsk løsrivelsesbevægelse.
En af mændene udarbejdede angiveligt en liste over grønlændere, der støtter Donald Trumps planer om at indlemme Grønland i USA – samt over personer, der er imod projektet, kunne DR fortælle.
Af hensyn til kildebeskyttelse undlod DR at navngive de tre mænd, som deres kilder, der blandt andet indbefattede PET, sagde forsøgte at infiltrere Grønland indefra.
Den eksplosive historie fik Udenrigsministeriet i Danmark til at indkalde USA’s topdiplomat til et møde, hvor Lars Løkke Rasmussen (M) slog fast, at ethvert forsøg på at skabe splid eller blande sig i kongerigets interne anliggender er uacceptabelt.
Fremmer Trumps sag ud i det åbne
I sidste uge løftede The New York Times sløret for, hvem de tre mænd, som Danmarks Radio skrev stod bag lyssky påvirkningsoperationer i Grønland, er:
De to første er Thomas Dans og Drew Horn.
Begge erhvervsmænd har rejst frem og tilbage til Grønland flere gange, siden Trump blev genvalgt i 2024, og har ihærdigt forsøgt at opbygge relationer til grønlandske borgere og magtspillere.
Den tredje er stifteren af motorcykelgruppen Bikers for Trump, Chris Cox, som besøgte Nuuk i marts sidste år.
De tre mænd har tætte forbindelser til Trump-administrationen og har haft fingrene i Grønland-relaterede projekter både i privat og offentlig regi.
Ifølge den amerikanske avis har de tre mænds færden ikke foregået bag kulisserne. De har ikke lagt skjul på, at de ønsker at fremme amerikanske interesser i Grønland.
Thomas Dans og Drew Horn er velkendte navne, som der er blevet skrevet indgående om – både i grønlandsk, dansk og international presse.
De to mænd har sammenvævet udenrigspolitik og erhvervsprojekter på en måde, som Trump-administrationen er blevet kendt for gennem det seneste år, skriver The New York Times.
Avisen interviewede Thomas Dans og Drew Horn, men fik ikke Chris Cox i tale.
Begge mænd afviste over for avisen at stå bag lyssky aktioner eller nogen form for rænkespil.
Mændene sagde, at DR-historien højst sandsynligt handlede om dem.
Og en kilde med kendskab til sagen fortalte til avisen, at danske efterretningsagenter holdt nøje øje med de to mænd.
Erhvervsmænd og Trump-støtter
Drew Horn er en erhvervsmand, som arbejdede i den forrige Trump-administration.
I dag driver han selskabet GreenMet.
Virksomheden beskæftiger sig med kritiske mineraler og datacentre, blandt andet et i Kangerlussuaq, der er blevet mødt med skeptiske miner.
Thomas Dans er tidligere embedsmand i USA's finansministerium og medlem af USA’s arktiske kommission under Trumps første administration.
I slutningen af sidste år blev han udnævnt til at lede den arktiske forskningskommission, som rådgiver præsidenten og Kongressen om arktiske forskningsmål.
Inden da var han direktør for en organisation, der fremmer tættere forbindelser mellem USA og Grønland, hvilket han drev sammen med Jørgen Boassen.
Det var blandt andet Thomas Dans, der arrangerede Donald Trump Jr.’s besøg til Nuuk i januar 2025, og som tog Jørgen Boassen og Kuno Fencker med rundt til indsættelsesfester i Washington samme måned.
Han stod også bag vicepræsident J.D. Vance og vicepræsidentfruen Usha Vances planlagte besøg til Nuuk og deltagelse i hundeslædeløbet, som blev aflyst og omlagt til et lynvisit ved Pituffik Space Base.
Motorcykelmanden Chris Cox er ifølge en kilde, som avisen har talt med, også blevet fulgt nøje af de danske efterretningstjenester.
Han medvirkede i TV-programmet 60 Minutes, da han var i Nuuk, hvor han gik rundt og forsøgte at komme i kontakt med lokale.
I juni blev han udnævnt af Donald Trump og den daværende minister for USA’s Homeland Security, Kristi Noem, til et rådgivende udvalg i ministeriet.
Det Hvide Hus blev spurgt om de tre mænd, men afviste at kommentere deres forhold til dem eller deres aktiviteter.
I stedet sagde Det Hvide Hus i en udtalelse, at Trump-administrationen arbejder på en aftale sammen med Grønland og NATO, som vil være 'fantastisk for USA.'