Nukissiorfiit undersøger stadig drikkevandet i Uummannaq

Nukissiorfiit meldte i forbindelse med branden ud, at selskabet ville undersøge, om drikkevandet var blevet forurenet af branden.
I et skriftligt svar til KNR skriver Nukissiorfiit onsdag, at man har taget to slags prøver af vandet. En fysisk-kemisk prøve og en bakteriologisk prøve.
Resultatet af den bakteriologiske prøve overholdt kravene, men Nukissiorfiit afventer stadig svar på den fysisk-kemiske test.
LÆS OGSÅ Røgpartikler fra dumpbrand er problematiske
En ekspert udtalte til KNR, at røgpartikler fra åbne og ukontrollerede afbrændinger af dumpe kan være både kræftfremkaldende og hormonforstyrrende.
Nukissiorfiit skriver desuden, at forsyningsselskabet vil følge vandkvaliteten ekstra nøje i Uummannaq efter den seneste brand på dumpen:
- Da der var is på drikkevandssøen under branden, kan det forventes, at eventuelle partikler fra røgen ikke er kommet i vandet med det samme, men kan komme det, efterhånden som isen smelter. Når al is er smeltet vil Nukissiorfiit tage en udvidet prøve af drikkevandet, skriver selskabet.
LÆS OGSÅ Nukissiorfiit undersøger drikkevand for røgforurening
Flere borgere udtrykte overfor KNR bekymring for netop drikkevandet i Uummannaq, da affaldet på dumpen igennem mange år er blevet afskaffet ved at brænde dumpen af.
Dertil oplyser Nukissiorfiit, at de seneste vandprøver fra 2017 overholder kravene til drikkevand.