Naturinstituttet råber vagt i gevær: Totalfredning af lomvien i ti år

Et notat fra Naturinstittuttet viser, at mange af lomviekolonierne i Grønland er reduceret så kraftigt, at der er brug for en øjeblikkelig og målrettet indsats, hvis de skal reddes.
Foto © : Blake Matheson/Flickr Creative Commons
Skrevet af Simon Uldum -
23. juni 2016 07:27

Det er konklusion i notatet ”Status for lomvier i Grønland, 2016”, vedrørende forvaltningen af lomvier, der for nylig blev sendt til Naalakkersuisoq for Natur, Miljø og Energi, Mala Høy-Kúko, og Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug, Nikolaj Jerimiassen.

Instituttet varsler samtidig en ny rådgivning for lomvier i september 2016.

I notatet fremgår det, at Naturinstituttet i 2012 advarede om den kritiske situation for lomviekolonierne i Grønland.

Det blev dengang understreget, at mindst fire lomviekolonier rundt omkring i landet ville være i fare for udryddelse, hvis ikke der blev sat ind med en markant opstramning af forvaltningen af lomvien.

Læs også Fuglefjeld i Sydgrønland helt forladt

Læs også KNAPK modsiger naturinstituttet

Foto © : Pinngortitaleriffik
Billedet, som er taget af jagtbetjent Per Nukaaraq Hansen den 24. juni 2015, viser et tomt fuglefjeld på hovedøen Tupersuartuut.

 

Forkortet jagttid vil ikke være en mulighed

Afdelingschef Fernando Ugarte i Afdeling for Pattedyr og Fugle fortæller, at Naturinstituttet agter at foretage en tælling af lomvier i Kitsissut Avalliit i løbet af sommeren.

Instituttet har desuden planer om at foretage optællinger i en anden kritisk stillet koloni: Kingittoq i Upernavik-området.

Viser begge kolonier sig at være i yderligere tilbagegang i forhold til optællinger i 2010 og 2012, forventer biologerne, at den kommende biologiske rådgivning vil være en totalfredning af lomvien i Grønland i mindst 10 år; forkortet jagttid vil ikke være en mulighed.

Læs også Der bliver færre og færre lomvier omkring Grønland