Naalakkersuisut vil fortsat investere i vedvarende energi

Miljøorganisationen Verdensnaturfonden er bekymret for, at Naalakkersuisuts ønske om at genindføre ensprissystem på el og vand i sidste ende vil gå ud over miljøet, fordi forbruget formentlig vil stige.
Men samtidig med sænkelsen af priserne ønsker Naalakkersuisut også at investere i vedvarende energi, oplyser departementet for erhverv, arbejdsmarked, handel og energi.
LÆS OGSÅ Naalakkersuisut vil genindføre enspriser på el og vand
LÆS OGSÅ WWF bekymret over ensprisforslag
Departementet skriver, at Nukissiorfiit planlægger at afprøve flere forskellige vedvarende energikilder i 2018. Der vil blandt andet blive fokuseret på at gennemføre vindmålinger på en række lokaliteter, som skal have fornyet energiforsyningen på kort og mellem lang sigt.
Verdensnaturfonden bekymret over øget dieselforurening
Verdensnaturfondens biolog i Nuuk, Kaare Winther Hansen, udtalte i sidste uge til KNR, at han var bekymret over udsigten til at lavere priser vil føre til et større forbrug af el - produceret ved hjælp af forurenende dieselgeneratorer.
Departementet understreger, at Naalakkersuisut først og fremmest ønsker, at alle landets borgere får ens levevilkår. Det sker ved, at familier i mindre byer og bygder vil spare op mod 8.000 kroner om året på el og vand med genindførelsen af ensprissystemet.
LÆS OGSÅ Bygdeformand glad for ensprisforslag
Med hensyn til beskyttelse af miljøet i de mindre byer og bygder henviser departementet til, at der blandt andet er igangsat et pilotprojekt i Igaliku, som skal give bedre, billigere og renere energi netop disse steder.
Pilotprojekt i Igaliku skal give renere energi
I Igaliku har Nukissiorfiit opført et såkaldt hybridforsyningsanlæg. Anlægget kombinerer sol, vind og en batteribank med et klassisk dieselgeneratoranlæg.
- Formålet er at fortrænge mest mulig af det nuværende dieselforbrug, samt teste samspillet mellem de fire energiformer under grønlandske forhold, skriver departementschef Jørn Skov Nielsen i en mail til KNR.
LÆS OGSÅ Grønnere energi skal drive Igaliku
Naalakkersuisut har netop sendt en sektorplan for energi i høring, og her skriver Naalakkersuisut, at målet er, at vandkraft skal kunne dække det fulde behov for el og varme i byer med vandkraft, sammen med affaldsvarme og øvrig vedvarende energi.
Derfor skal der over de kommende år findes løsninger til udvidelse af vandkraftproduktionen eller anden vedvarende energiforsyning til Nuuk, Tasiilaq, Qaqortoq, Narsaq og Sisimiut.