Bygdeformand glad for ensprisforslag

Formanden for bygdernes landsforening glæder sig over udsigten til lavere priser på el og vand.
Jens Kristian Therkelsen
- Hvis planen om at nedsætte priserne bliver til en realitet, så vil det have en stor betydning for bygderne, siger Jens Kristian Therkelsen til KNR. Foto © : KNR
24. oktober 2017 16:33

Naalakkersuisut vil genindføre ensprissystemet, som Hans Enoksen ellers skrottede i 2005 som formand for landsstyret. Men nu er systemet på vej tilbage.

Det fortalte han på et pressemøde tirsdag formiddag.

Naalakkersuisut foreslår, at alle borgere her i landet i fremtiden skal betale 1,60 kroner for en kilowatttime el og 19 kroner per kubikmeter vand.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut vil genindføre enspriser på el og vand

Besparelser skal især komme bygderne og de mindre byer til gode, og formand for bygdernes landsforening Jens Kristian Therkelsen, giver da også forslaget en varm modtagelse. 

- Hvis planen om at nedsætte priserne bliver til en realitet, så vil det have en stor betydning for bygderne, siger Jens Kristian Therkelsen til KNR.

Stor besparelse venter

Ifølge Naalakkersuisut betaler de fleste bosteder i dag op til 3,25 kroner for en kilowatttime. De kan altså se frem til en halvering af prisen på deres el.

Prisen på vand kommer også til at falde for mange husstande. Mange betaler i dag op til 33,40 kroner per kubikmeter vand, men den pris bliver altså sat ned med 14 kroner til en enspris på 19 kroner for en kubikmeter vand for alle.

LÆS OGSÅ Borgerne kan se frem til besparelse på 56 millioner kroner

- De kæmper for at kunne betale for el- og vandregningen i mange bygder. Men hvis reformen bliver en realitet, så får familierne mange steder et godt økonomisk udbytte, og det vil de også kunne mærke, siger Therkelsen.

Naalakkersuisut anslår, at borgere, virksomheder og offentlige institutioner samlet vil spare 150 millioner kroner på el- og vandregningen.

Og en af de steder hvor besparelserne virkelig kommer til at kunne mærkes er i Tasiilaq.

Ifølge Naalakkersuisuts beregninger vil en familie på to voksne og to børn spare op til 8.000 kroner om året.

Glad lokaludvalgsformand

Lokaludvalgsformanden i Tasiilaq siger om forslaget:

- Vi sætter stor pris på forslaget herovre, hvor vi bruger meget elektricitet. Vi betaler en høj pris for at bruge kilowatt fra de små elværker her, siger Harald Amagtangneq.

Naalakkersuisut finder pengene til prisnedsættelserne blandt andet ved besparelser i det offentlige. Selvstyret og kommunerne kommer nemlig til at spare 61 millioner på de lavere vand og elpriser, derfor nedsættes bevillingerne tilsvarende.

Besparelsen bruger Naalakkersuisut til at øge driftstilskuddet til Nukissiorfiit. Samlet bliver driftstilskuddet øget med 69 millioner kroner.

Naalakkersuisut forlænger desuden tilbagebetalingstiden på Selvstyrets lån til Nukissiorfiit, og dermed sparer selskabet 70 millioner kroner om året.