Comeback til enspriser: Borgerne kan se frem til besparelse på 56 millioner kroner

Grønlands borgere kan se frem til store besparelser på el og vand. Samlet vil erhverv, offentlige institutioner og almindelige borgere spare 150 millioner kroner på el og vand.

Tirsdag formiddag fremlagde naalakkersuisoq for energi, Hans Enoksen, Naalakkersuisuts prisreform for vand og el.

Der er lagt op til genindførslen af ensprissystemet, som Hans Enoksen ellers selv afskaffede i 2005. Det betyder, at alle skal betale 19 kroner for en kubikmeter vand og 1,60 kroner for en kilowatttime el.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut vil genindføre enspriser på el og vand

Det skal ifølge Naalakkersuisut gavne de enkelte husstande, men også erhvervslivet. En opgørelse, Hans Enoksen fremlagde på et pressemøde tirsdag formiddag, viser, at private forbrugere i alt kommer til at spare 56 millioner kroner, hvis det går, som Naalakkersuisut spår. 

Erhvervslivet kommer til at spare knap 22 millioner kroner, mens fiskeindustrien alene kommer til at spare 10 millioner kroner. Selvstyret og kommunerne kommer til sammen til at spare 61 millioner kroner på el og vand.

Her kan du se, hvad en familie sparer, hvis de nye priser bliver til virkelighed:

Foto © : Naalakkersuisut

Prisreformen er en del af ændringsforslaget til 2. behandlingen af finanslovsforslaget 2018.