Museumsleder opfordrer til at finde M/S Hans Hedtoft
Manden bag udstillingen ønsker at skibsvraget skal findes, så de efterladte endelig kan blive forsonet med fortidens spøgelser.
- Man taler jo meget om forsoning i Grønland i øjeblikket. Jeg tror virkelig på, at det her kan bidrage til at der er nogle mennesker, der kan komme videre og blive forsonet med sin egen fortid. Hvis de kan få et eller andet sted, hvor de kan tage ud og smide en krans, fortæller museumsleder på Narsaq Museum, Jesper Stormly Enevoldsen, der står bag udstillingen i Nuuk.
Grønlands Titanic
M/S Hans Hedtoft sank syd for Kap Farvel i 1959 på sin jomfrurejse til Grønland med 95 passagerer ombord, heriblandt flere kendte grønlandske skikkelser som Augo Lynge og Carl Egede.
LÆS OGSÅ I dag er det 55 år siden grønlandsskibet Hans Hedtoft gik ned
Skibet blev bygget for at gøre vintersejladsen mere sikker og gøre forsyningen af Grønland mere effektiv.
Udstillingen om skibsforliset skal være med til at give et indtryk af, hvordan dagen har været den mørke dag skibet forsvandt i det kolde dyb.
- Og så prøver jeg at give et billede på, hvordan jeg tror, det må have været at være ombord den dag, hvor skibet går ned og jeg prøver på at give folk et billede på følelser og fornemmelsen af, at nu går strømmen. Man kan høre, at bølgerne banker mod skibet, man kan se vandet komme ind og at folk er bange, fortæller manden bag udstillingen.
Hvorfor skibet gik ned er aldrig blevet opklaret. Det eneste, der nogensinde er fundet fra "Hans Hedtoft", er en redningskrans, som drev i land i Island cirka otte måneder senere.
Kulturarv gik tabt
Og det var ikke kun menneskeliv Grønland mistede den dag for 59 år siden.
- For det første var der en hel masse mennesker der mistede deres kære, for det andet mistede Grønland en stor del af sin kulturarv. Der var blandt andet mange kirkebøger, som var blevet kørt ombord på Hans Hedtoft, fordi de skulle til København for at blive restaureret på Nationalarkivet, siger han.
LÆS OGSÅ Hedtofts forlis kaldes nu en politisk skandale
Der har været flere ekspeditioner, der har forsøgt at finde skibet. Men uden held.
Den nye udstilling kan ses på Nuuk Lokalmuseum frem til oktober måned.
LÆS OGSÅ Et mappedyrs erindringer