Løkke om arktisk ambassadør: Det kommer til at ske anderledes fremover

Ifølge den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), skal Grønland have sin egen stærke repræsentant.
Den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), svarede onsdag på spørgsmål fra pressen foran søværnets inspektionsskib Vædderen. Foto © : Teitur Larsen
Skrevet af Liv Almer
08. juni 2023 15:24

Udnævnelsen af en arktisk ambassadør kommer til at foregå anderledes fremover.

Så klar er meldingen fra den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), da KNR onsdag aften møder ham foran søværnets inspektionsskib Vædderen, som har lagt til nær Tidevandstrappen i Nuuk.

Men hvad det konkret kommer til at indebære, formåede naalakkersuisut og den danske regering ikke at blive enige om på hverken Rigsmødet eller Kontaktudvalgsmødet, som de seneste dage er blevet afholdt i Nuuk.

Efter rigsmødet lyder det dog fra formanden for naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), at han har nogle bestemte ønsker til, hvad der skal ske med posten som arktisk ambassadør.

- Jeg er tilfreds, hvis den arktiske ambassadør er fra Grønland, og hvis vi skal finde en anden løsning, må vi begynde at tænke på at finde vores egen.

Hvad er de uenige om?

Det vakte stor opsigt, da Danmark tilbage i marts for femte gang udpegede en dansk diplomat til posten som arktisk ambassadør frem for en person med arktisk baggrund.

- Vi havde fra Naalakkersuisuts side givet vore holdninger til kende vedrørende en kommende arktisk ambassadør. Vi havde en ærlig snak med udenrigsministeren, og Lars Løkke Rasmussen har med klar tale afvist os i spørgsmålet, sagde Vivian Motzfeldt til KNR i marts.

- Hvis vores klare ønske ikke bliver hørt, vil jeg høre de andre partier, om de bakker mig op om at finde vores egen ambassasdør, sagde hun.

Men udenrigsministeren påpegede derimod over for Politiken, at han mente, at han havde haft en grundig diskussion med sin grønlandske kollega, Vivian Motzfeldt, og at han havde gjort en del ud af at forklare, hvordan den danske udenrigstjeneste var bygget op.

Múte B. Egede købte ikke den forklaring:

- Fremgangsmåden viser, hvordan udenrigsministeriet ser på os og ikke inddrager os, selv om vi er det arktiske land i kongeriget. Billedet taler sit eget sprog, sagde han i maj til Politiken.

Grønland skal have en stærk repræsentant

Da de tre regeringsledere fra henholdsvis Færøerne, Grønland og Danmark dukkede op til pressemøde i Hans Egedes Hus med en times forsinkelse tirsdag, åbnede den danske statsminister, Mette Frederiksen (A), op for muligheden for, at debatten om den arktiske ambassadør skal fortsætte:

- Udenrigsministeriet arbejder på det her område, som man plejer at gøre. Det er så det ’plejer’, vi i fællesskab er i gang med at udfordre. Om man kan gøre tingene på en måde, der er bedre for alle dele af rigsfællesskabet. Det er det arbejde, som ikke er færdiggjort endnu, sagde hun.

Og det istemmer udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M) onsdag eftermiddag:

- Vi kommer til at gøre det her anderledes fremadrettet. Det gør vi. Det er jo det, der ligger i, at vi har aftalt, at vi skal tale videre og finde en løsning, som respekterer alle dele i riget, siger han til KNR, men understreger også, at det fortsat skal foregå inden for rammerne af den danske grundlov.

Lars Løkke Rasmussen (M) mener, at det dårlige forhold, Múte B. Egede, beskrev mellem Danmark og Grønland er vendt til det bedre de seneste dage. Foto © : Mathilde Justesen Ranners

Múte B. Egede har jo sagt til Politiken, at forholdet mellem Grønland og Danmark er gået fra at være overvejende godt til at blive overvejende dårligt. Mener du, at I har begået en fejl ved ikke at inddrage Grønland mere i udnævnelsen?

- Jeg mener først og fremmest, at hvis forholdet er gået den vej, du beskriver, så er det i hvert fald gået den anden vej igen i de dage, vi har været her i Grønland, hvor vi har fået talt om tingene, siger han og fortsætter:

- Det er også derfor, at vi nu er gået i tænkeboks om, hvordan får vi løst det her på en måde, hvor den danske udenrigstjeneste har et ansvarligt dansk udenrigsministerium, der kan håndtere Nordamerika og arktiske spørgsmål. Og at vi så samtidig får det gjort på en måde, hvor Grønland også i egen ret har en stærk repræsentant.