Ny EU-plan sender penge til mineprojekt i Nordøstgrønland

Den Europæiske Investeringsbank lægger penge i mineprojektet i Malmbjerget syd for Mestersvig. Naalakkersuisoq kalder det 'et kæmpe skridt i rigtig retning'.
Her modtager Greenland Resources udnyttelsestilladelsen til Malmbjerget den 19. juni denne sommer.
Skrevet af Markus Valentin
03. december 2025 15:55

I juni erklærede EU den mulige grafitmine nær Amitsoq for 'strategisk vigtig'.

Onsdag har Europakommissionen vedtaget en ny strategi med navnet 'REEsourcesEU'.

Det betyder flere penge til mineprojektet i Malmbjerget syd for Mestersvig, oplyser naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

Greenland Resources fik 19. juni en udnyttetilladelse af Malmbjerget, Piiaffik, som indeholder molybdæn og magnesium, som blandt andet bruges i forsvarsindustrien.

Naaja Nathanielsen (IA), naalakkersuisoq for råstoffer og erhverv, udtaler sin glæde i pressemeddelelsen.

- EU’s nye ressource-strategi er et kæmpe skridt i den rigtige retning. Det har ikke tidligere været muligt for EU at støtte mineprojekter direkte, hvilket har været en hæmsko i det igangværende kapløb om adgangen til mineraler.

Behov for penge

Ifølge mediet Bloomberg kommer de nye penge til det nordøstgrønlandske mineprojekt fra Den Europæiske Investeringsbank - dog kendes beløbet endnu ikke.

Tidligere i dag kunne KNR bringe en artikel, hvor både Dansk Industri og Grønlands Erhverv indgik.

Begge organisationer fortæller om, hvor svært det er at åbne miner, da der skal tiltrækkes store summer penge.

Her udtalte Peter Thagesen, chef for geopolitik hos Dansk Industri, at de derfor gerne ser EU som medinvestor i grønlandske mineprojekter - såsom en molybdæn-mine i Malmbjerget.

Lignende meldinger kommer naalakkersuisoq med i dagens pressemeddelelse.

- Det kommercielle kapitalmarked er presset, og mange råstofprojekter har behov for offentlig støtte eller opbakning for at komme i gang. Derfor er det en virkelig god nyhed, at direkte investeringer nu bliver muligt, og at netop et grønlandsk projekt er blandt modtagerne, siger Naaja Nathanielsen.

Lang vej endnu

Før mineprojektet kan gå i gang, har Greenland Resources stadig en del papirarbejde foran sig.

Her skal de have godkendt en VVM- og VSB-redegørelse, en trepartsaftale med naalakkersuisut og Kommuneqarfik Sermersooq samt have godkendt en mine- og nedlukningsplan.

Naalakkersuisut oplyser, at høringer for redegørelserne forventes til næste år.