Kunngu Simonsen må til Nuuk for at føde og kan ikke få sin mor med

Mangel på en kirurg har igen lukket fødestedet i Qaqortoq. Førstegangsfødende Kunngu Simonsen havde ellers håbet, at hun kunne føde hjemme i Qaqortoq.
- Jeg vil gerne være sammen med min familie. Særligt min mor, men de kan ikke være med. Kun min kæreste, siger Kunngu Simonsen, som skal til Nuuk for at føde. Foto © : KNR / Jørgen Semionsen
03. november 2023 12:50

Nu er den gal igen. For tredje gang på lidt over et år er fødeafdelingen i Qaqortoq midlertidigt lukket, og det betyder, at gravide fra Sydgrønland må til hovedstaden for at føde.

Det skyldes, at der igen er mangel på en kirurg i Sydgrønlands største by. 

Og det påvirker de familier, som snart skal have en baby. Blandt dem er 24-årige Kunngu Simonsen fra Qaqortoq, som er førstegangsfødende.

Fordi hun skal til Nuuk, er det kun hendes kæreste, som kan komme med til fødslen. Kunngu Simonsen rejser først, og så kommer kæresten efterfølgende.

- Jeg havde ellers håbet meget på at skulle føde her, men jeg er blevet bedt om at tage til Nuuk, siger hun og fortsætter:

- Jeg vil gerne være sammen med min familie. Særligt min mor, men de kan ikke være med. Kun min kæreste.

Kunngu Simonsen har termin 22. januar. Derfor skal hun til Nuuk inden nytår, og det vækker følelser i den vordende mor: 

- Jeg er anspændt, fordi jeg skal rejse til en anden by for at føde. 

Rejse kan give stress og angst

I sommer var afdelingen midlertidigt lukket i næsten syv uger fra 1. juni til 17. juni. Før det lukkede afdelingen midlertidig i over fem måneder i perioden august 2022 til januar 2023. Denne gang lukkede afdelingen igen 27. september.

Ernisussiortut Kattuffiat (Grønlands Jordemoderforening) har flere gange været kritiske overfor, at Qaqortoq Sygehus har været nødt til at lukke ned for fødsler.

Tidligere i år udtalte forkvinde for foreningen sig om, at rejsen kan have store konsekvenser i en allerede travl tid.

- Vi ved, det giver mødrene angst og stresstilstande. Vi ved også også, at det går ind og påvirker fosteret. Fordi det er en hormonreaktion i kroppen, som rammer fosteret, siger forkvinde for Ernisussiortut Kattuffiat Charlotte Bøgelund.

Lukkede fødesteder:

  • I 2019 lukkede fødestedet i Aasiaat. Det skete på grund af mangel på kvalificeret personale. Det blev meldt ud, at lukningen var midlertidig. 
  • I 2017 lukkede fødestedet i Uummannaq.
  • I 2012 lukkede fødestedet i Maniitsoq.

Med Qaqortoq lukket har vi fire fungerende fødesteder i Nuuk, Ilulissat, Sisimiut og Tasiilaq. I foråret anbefalede Sundhedskommissionen, at der i fremtiden kun skal være to fødesteder i Grønland.

Noget tidligere naalakkersuisoq for sundhed, Mimi Karlsen (IA), dog pure har afvist:

- Vi har ingen planer om at nedgradere regionssygehuset i Qaqortoq, sagde hun sidste år.

Og Ernisussiortut Kattuffiat stejler da også over den idé: 

- Vi kan ikke bare sige, at vi er nødt til at centralisere. For der er ikke kapacitet i hverken Nuuk eller Ilulissat til at være de eneste fødesteder i Grønland, siger Charlotte Bøgelund i går, da nyheden om at fødeafdelingen lukkede igen kom ud.

Ni fødende sendt til Nuuk

Grunden til, at fødende i Qaqortoq skal til Nuuk, er nu for tredje gang i år, at der mangler en kirurg på sygehuset. Det oplyser cheflæge i Det Grønlandske Sundhedsvæsen Aviaja Siegstad.

- Der skal være en jordemoder, en narkosesygeplejerske og en kirurg. Hvis de tre ting ikke er opfyldt, så kan vi ikke stå indenfor kvaliteten og sikkerheden for fødsler, siger hun.

Derfor leder sundhedsvæsnet igen videre efter en kirurg, så de kan genåbne fødeafdelingen. I mellemtiden må borgerne fra Qaqortoq og Sydgrønland foreløbigt til Nuuk for at føde.

Fødeafdelingen har været midlertidigt lukket siden 27. september, og siden da har ni fødende fra Sydgrønland fået tilbud fra sundhedsvæsenet om at føde i Nuuk.

Fødeafdelingen i Qaqortoq forventes lukket resten af året, og sundhedsledelsen kan ikke på nuværende tidspunkt sige, hvornår den åbner igen. Til januar kommer der en kirurg i et kortere vikariat, men han vil ikke varetage fødselsopgaver.