Død mand i Blok 5 blev fundet i et depotrum

Efter at der i går blev fundet en død mand i Blok 5 i Nuuk, er der nu kommet nye oplysninger frem. Det viser sig, at manden blev fundet i et depotrum. Politiet efterforsker stadig dødsfaldet og har tilkaldt retsmedicinere og kriminalteknikere fra Danmark.
Politiet er fortsat i gang med deres arbejde på adressen ved Blok 5, hvor der i går blev fundet en død mand. De beder derfor borgere om at respektere afspærringen. Foto © : Johasinnguaq Olsen/ KNR
Skrevet af Birgitte Kjeldsen
05. oktober 2024 13:22

Manden, der fredag blev fundet død i Blok 5 på H.J. Rinksvej i Nuuk, blev fundet i et depotrum.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

Det var klokken 10.22 i går, at Grønlands Politi modtog anmeldelsen om fundet af en død 20-årig mand. Den afdøde er identificeret, og de pårørende er blevet underrettet.

Politiet har siden anmeldelsen været til stede på adressen og har afspærret området i forbindelse med efterforskningen. Der er ligeledes foretaget vidneafhøringer og forhøringer i området, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Derudover er retsmedicinere og kriminalteknikere fra Danmark blevet tilkaldt. De skal bistå med efterforskningen og forventes at ankomme i starten af næste uge.

Opfordrer forsat borgere til at ringe

Da politiet fortsat arbejder på stedet, hvor den døde mand blev fundet, beder de borgerne om at respektere afspærringen.

- Grønlands Politi opfordrer fortsat til, at borgerne ringer ind, hvis de har set eller oplevet noget mistænkeligt i området omkring Blok 5 den seneste uge, eller hvis de har anden relevant information til politiet, skriver de i pressemeddelelsen.

Grønlands Politi kan kontaktes på telefonnummeret 70 14 48.

KNR har forsøgt at få yderligere oplysninger om dødsfaldet, og om der er foretaget anholdelser. Foreløbigt kan politiet ikke udtale sig om dette.