Kommuner afviser kritik fra handicaptalsmand
For lange svartider, for dårligt uddannet personale og ufaglige argumenter i sagsbehandlingen. Kommunernes behandling af handicappede borgere er ikke god nok, mener handicaptalsmand, Christina Johnsen. Men i Kommuneqarfik Sermersooq kan fagchef på handicapområdet, Susanne Kærulff Christensen, ikke genkende handicaptalsmandens kritik. Hun mener f.eks. ikke, at kommunen bruger pengeargumenter i sagsbehandlingen af handicappede borgere.
- Vi afviser ikke nogen på grund af økonomi, den kan jeg ikke nikke genkendende til, siger hun.
Hans Frederik Olsen, der er familieudvalgsformand i Qeqqata Kommunia bakker op om Susanne Kærulff Christensen:
-Vi afviser ikke på grund af økonomien, siger han og forklarer, at det slet ikke er muligt for sagsbehandlerne at afvise på grund af økonomien, da det er lovbestemte ydelser, som de skal tildele borgerne.
LÆS OGSÅ Handicaptalsmand efterlyser ressourcer til at udføre sit arbejde
Ingen langsommelig sagsbehandling
Susanne Kærulff Christensen og Hans Frederik Olsen genkender heller ikke handicaptalsmandens påstand om, at kommunerne har for lange svartider. I Sermersooq har man f.eks. fastlagt en række standarder for sagsbehandlingen, herunder hvor længe en borger må vente på svar, og de standarder bliver overholdt, meddeler Susanne Kærulff Christensen.
Hos Qeqqata Kommunia har familieudvalget givet sagsbehandlerne et større økonomisk råderum, så flere beslutninger kan træffes uden udvalgets indblanding. Det har lettet sagsbehandlingen, fortæller Hans Frederik Olsen og giver et eksempel:
- Hvis der er en borger, der f.eks. søger om en kørestol til 31.000 kroner, og sagsbehandlerne kun har kompetence til at give penge for 30.000 kroner, så skulle den forbi udvalget. Men vi har sat deres beslutningskompetence op til et højere beløb, så nu skal de 31.000 kroner bare administreres og godkendes af administrationen, siger han.
LÆS OGSÅ Kommuner skal ind i handicapdebatten
Både Susanne Kærulff Christensen og Hans Frederik Olsen ser dog problemer, når det kommer til uddannelse af personalet. I Qeqqata savner de uddannede sagsbehandlere til at sidde med handicapområdet, og hos Sermersooq arbejder de på at blive bedre til at indarbejde ny viden i hverdagen.
