Handicaptalsmand efterlyser ressourcer til at udføre sit arbejde

Når den nye koaliton vil etablere en ældretalsmand skal ressourcerne følge med ambitionerne. Det mener handicaptalsmand, Christina Johnsen, der frygter, at den kommende ældretalsmand kommer til at mangle ressourcer til at udføre reelt arbejde. Det gør hun nemlig selv.
Christina Johnsen blev udnævnt til handicaptalsmand sidste år. Men hun har ikke midler til at udføre sit arbejde, mener hun. Foto © : Tilioq
Skrevet af Mette Wallach
07. oktober 2018 11:43

I 2017 etablerede Naalakkersuisut en handicaptalsmand, vis opgave skulle være at fremme rettigheder og interesser i samfundet for personer med handicap og gøre opmærksom på de vilkår, personer med handicap lever under. Men ifølge Christina Johnsen, der fik den fornemme titel som handicaptalsmand, er ressourcerne ikke fulgt med arbejdsbeskrivelsen.

- Vi har fået en hel masse opgaver i vores lov, og det er nogle fine og fornuftige opgaver, men vi har det rigtig svært økonomisk, siger hun.

LÆS OGSÅ Handicaptalsmandsinstitution har fået navn

Ifølge Christina Johnsen gør de manglende ressourcer det svært at komme ud til borgerne i alle kommuner. Og det er også svært at tjekke, om komunerne gør arbejdet godt nok, når borgerne henvender sig og klager over dårlig behandling.

- Vi får også mange henvendelser om, at vi bør komme ud og se den her institution, fordi det er helt slemt. Men det er bare lidt svært, når vi ikke har midlerne til det, siger hun.

Det er også handicaptalsmandens opgave at vidensindsamle, fortæller Christina Johnsen. Men det har hun heller ikke ressourcerne til.

- Vi kan ikke lave nogle rejserapporter eller mere dybdegående undersøgelser, fordi vi desværre ikke selv har råd til det. Det er en udfordring for mig.

 

Ældretalsmand bør også få ressourcer

Christina Johnsen mener ellers, at opgaven som talsmand for samfundets svage grupper er vigtig, og derfor hilser hun også den nye koalitions initiativ om en ældretalsmand velkommen. Men hun frygter, at heller ikke den post får tildelt de nødvendige ressourcer.

LÆS OGSÅ Beskæftigelsesfradrag, lufthavne og ældretalsmand

- Ideen om at få en ældretalsmand er fin og flot. Men det koster nogle penge. Det her skal ikke bare være en lappeløsning på noget. Det skal være helhjertet, og man skal ville det, siger Christina Johnsen, handicaptalsmand. 

LÆS OGSÅ Handicapuge sætter spot på børn til handicappede forældre

I næste uge starter årets handicapuge, der sætter fokus på børn af handicappede forældre. Der vil være aktiviteter for mennesker med handicap over hele landet.