Rod i anbringelser: Kommune kaster håndklædet i ringen
- Det er alvorligt. Det ved vi godt. Det er alvorligt. Men vi mangler socialrådgivere.
Sådan siger Juliane Enoksen, som er formand for velfærdsudvalget i Qeqqata Kommunia.
De er den ene af de to kommuner, som blev udtaget til Ombudsmandens undersøgelse og har fået lov til at blive billedet på problemet med manglende faglighed i landets forvaltninger.
Der mangler lovpligtige samtaler og skriftlige afgørelser i anbringelsessager. Noget som reelt gør sagsbehandlingen ubrugelig, siger eksperter.
Alle kystens kommuner er pressede
Spørger man Juliane Enoksen selv, så er hun klar over situationens alvor, men understreger, at de ikke er et unikt tilfælde – det er en udfordring i alle kystens kommuner.
- Det er ikke kun vores problem. Det er en problematik for hele kysten. Vi mangler masser af socialrådgivere, også her i Qeqqata, siger Juliane Enoksen.
Kommunen har på baggrund af ombudsmandens undersøgelse ansat to vikarer i håbet om, at det måske kan være med til at få løst problemerne med papirerne. Men indtil videre har det ikke været muligt. De er stadig langt bagefter.
For som mange eksperter og fagpersoner på området allerede har fortalt, så er det manglen på uddannede socialrådgivere, som kan løfte den tunge sagsbehandling, der udfordrer forvaltningerne.
Selvstyret må træde til
Noget de stadig oplever i Qeqqata Kommunia på trods af ildslukning med vikarer.
- De bliver nemt ramt af stress, fordi de har mange ting, de skal nå i dagligdagen. Derfor kan vi nogle gange ikke følge med og nå alt det skriftlige, siger Juliane Enoksen.
Det helt store problem er at tiltrække medarbejdere – ikke kun socialrådgivere. Derfor har kommunerne også kastet håndklædet i ringen og kræver nu, at landspolitikerne kommer på banen og sørger for, at der kommer bedre balance i et mere og mere ulige land.
- Alle på kysten mangler socialrådgivere. Vi er nødt til at drøfte det igen med Naalakkersuisut. Det er ikke kun vores problem. Det er hele kystens problem. Alle på kysten mangler socialrådgivere. Derfor har jeg sagt mange gange, at vi bliver nødt til at hjælpe fra central side og kommunerne imellem, siger hun.
Formanden for Socialudvalget i Kujalleq Kommune, Sofia Olsen, har ikke ønsket at stille op.