Der er blevet begået betydningsfulde fejl i flere sager, hvor Kommune Kujalleq og Kommune Qeqertalik har tvangsanbragt børn.

- Det lyder hårdt, når man siger offentligt omsorgssvigt, men det mener jeg faktisk godt, man kan konkludere på baggrund af det her.

Sådan lyder det fra Bonnie Jensen, der forsker i anbringelser og døgninstitutioner i Grønland ved Ilisimatusarfik, til KNR.

En aktindsigt, som KNR har fået, viser nemlig, at Det Sociale Ankenævn siden starten af 2022 har behandlet 10 sager, hvor forældre har klaget over, at kommunen har tvangsanbragt deres børn.

Og ud af de 10 klagesager, der er blevet behandlet i perioden, har ankenævnet kun godkendt kommunernes afgørelser i én sag. I de resterende sager har man enten ændret afgørelsen eller sendt sagen tilbage til kommunen, hvor sagen skal genbehandles på grund af for store fejl.

”Væsentlige sagsbehandlingsfejl”

Ud af de 10 behandlede sager har ankenævnet været direkte uenig med kommunerne i to og har ændret afgørelserne. Det gælder for én sag i Kommune Kujalleq og én sag i Kommune Qeqertalik.

I syv af sagerne har ankenævnet sendt sagen tilbage til kommunen, som altså skal genbehandle dem.

I alle de syv sager har ankenævnet vurderet, at kommunernes afgørelser er meget mangelfulde, og at man ikke har begrundet afgørelserne i nødvendigt omfang eller anført klart, hvorfor barnet skulle tvangsanbringes. Det gælder for henholdsvis fire sager i Kujalleq og tre sager i Qeqertalik.

I flere sager har Kommune Kujalleq slet ikke inddraget faren i sagen eller meddelt ham om afgørelsen, og her har ankenævnet vurderet, at der er blevet begået ”væsentlige sagsbehandlingsfejl”.

Kommunen har i en sag begrundet en tvangsanbringelse med en underretning om vold, som man har modtaget, men underretningen er ikke blevet uddybet i afgørelsen. Flere gange har Kommune Kujalleq heller ikke begrundet, hvorfor de vurderer, at børn har skulle akut tvangsanbringes.

Samme mønster finder man i sager fra Kommune Qeqertalik.

I en af sagerne har kommunen ikke gennemført en socialfaglig undersøgelse af barnets trivsel eller udarbejdet en handleplan.

Kommunen har desuden ikke foretaget en partshøring forud for afgørelsen eller gjort opmærksom på forældrenes ret til aktindsigt eller udtaleretten. Der er her blevet begået alvorlige sagsbehandlingsfejl, vurderer Det Sociale Ankenævn.

Ifølge Bonnie Jensen er den socialfaglige undersøgelse grundpillen, når man skal tvangsanbringe et barn.

- Det betyder, at man er inde og snakke med barnet, man er inde og snakke med familien, man indhenter vigtige og relevante dokumenter fra skole, politi og sygehus, og så træffer man en vurdering på baggrund af det, siger Bonnie Jensen.

I Kommune Qeqertalik finder man også en sag, hvor kommunen beskriver, at et andet barn har oplyst, at en forælder skulle have slået sit barn.

Ifølge ankenævnet står der dog ingen steder, at barnet selv skulle have udtrykt at være udsat for vold, mens politiet heller ikke er gået videre i sagen efter en anmeldelse. Det Sociale ankenævn har derfor vurderet, at der ikke er beviser for det, og at man derfor ikke kan bruge det i en afgørelse.

Den hårdeste indgriben

En tvangsanbringelse er den hårdeste indgriben, der kan foretages hos en familie.

Sådan lyder det fra Bonnie Jensen.

Og netop fordi det er den ultimative konsekvens for en familie, er de mange fejl i de 10 behandlede klagesager alt for høje.

- Jeg er klar over, der sker fejl i sagsbehandling, men det her, tænker jeg, er for meget, fordi det er sådan en voldsom indgriben. Så skal der bare være et ordentligt grundlag for det, siger Bonnie Jensen.

Lever ikke op til lovgivningen

Ifølge Bonnie Jensen skal årsagerne til fejlene i tvangsanbringelsessagerne findes flere steder.

Først og fremmest siger fejlene hende, at kommunerne er pressede. De er pressede på antallet af medarbejdere og på kompetencer, fordi det er svært at finde uddannede socialrådgivere. Når det er sagt, er hun dog også af den opfattelse, at kommunerne bliver nødt til at se indad, når det kommer til tvangsanbringelser.

- Så mange tvangsanbringelser er der jo heldigvis ikke, så der burde være en ekstra stopklods der, lyder det fra Bonnie Jensen.

En af de væsentligste fejl, hun hæfter sig ved i tvangsanbringelsessagerne, er der, hvor man ikke har foretaget en socialfaglig undersøgelse.

Den skulle nemlig være grundlaget for en tvangsanbringelse.

- Og hvis man ikke får indhentet de her dokumenter, og hvis ikke man får talt med barnet og familien, så har man et ufuldstændigt billede at træffe beslutningen på, siger Bonnie Jensen.

Alt i alt betyder de fejl kommunerne laver, og at ankenævnet enten ændrer afgørelserne eller lader kommunen genbehandle sager, at man ikke opfylder de krav, der står skrevet i loven.

- De lever ikke op til lovgivningen. Men det er jo ikke i ond vilje, det er simpelthen manglende tid og måske endda evner til at leve op til den gældende lovgivning, siger Bonnie Jensen.