- Det betyder jo for barnet, at det ikke føler sig set, hørt eller forstået. Det må få dem til at føle sig meget ensomme og svigtede.

Sådan siger Sara Abelsen, som er afdelingsleder på socialrådgiveruddannelse på Ilisimatusarfik, om den manglende skriftlighed i anbringelsessager.  

I halvdelen af alle undersøgte sager, hvor et barn bliver anbragt, laves der ingen skriftlig afgørelse. Det viser en undersøgelse, som Ombudsmanden udførte sidste år. Her udtog man to kommuner til stikprøvekontrol, og her var der store mangler og fejl i skriftligheden. Ombudsmanden kalder den manglende faglighed et generelt problem i hele landet. 

Det er på trods af, at den skriftlige afgørelse er et lovkrav, som skal sikre, at der tages hånd om barnet på langt sigt, og man kan rette op på barnets situation.

Og det er meget alvorligt, mener Sara Abelsen.

- Der er jo skriftlighedskrav. Så det betyder meget for barnet, familien og for samfundet, at det bliver udført. Det er lovpligtigt. Så det der fortælles om i Ombudsmandens Årsberetning, det er jo lovbrud, siger hun.

Ombudsmandens undersøgelse viste også, at der slet ikke er blevet afholdt samtaler med barnet, før det anbringes, i halvdelen af de undersøgte sager. Noget som er endnu mere bekymrende, mener Sara Abelsen:

- Det der med at høre, hvordan han eller hun har det, betyder så meget. En voksen som lytter. Det er vores vigtigste opgave. At børnene ikke bliver udsat for de voksnes omsorgssvigt.

Nye tal, gammel traver

Tallene chokerer Sara Abelsen. Men de overrasker hende ikke. Ifølge hende har det været et problem med den såkaldte skriftlighed ude i landets kommuner i mange år. Forskellen er bare, at man nu endelig har fået dokumenteret den manglende dokumentation.

- Derfor er det ikke en overraskelse for mig. Men nu er der noget konkret, jeg kan læse. Og blive bekymret for børnene ude i kommunerne. Jeg synes, vi har nok information til at handle på det. Det er handling, der mangler!

Det samme indtryk efterlades man med, når man dykker ned i Ombudsmandens Årsberetning, hvor hun blandt andet skriver:

"Kommunerne begår alvorlige fejl og har blandt andet problemer med at indhente de oplysninger og gennemføre de undersøgelser, som loven kræver i forbindelse med en anbringelse af børn uden for hjemmet."

Kommunerne kan ikke klare opgaven

Og det, at der ikke er et papirspor i de tunge sager om udsatte børn, sætter reelt alt sagsbehandling ud af spillet. Og det er et problem både for sagsbehandleren, men også familien, fortæller Sara Abelsen:

- Det betyder, at man famler i blinde. Hvad kan en voksen, der er omkring barnet, gøre, når der ikke er oplysninger, de kan sætte sig ind i. Som de kan læse og forstå. Så de ved, hvordan man bedst kan hjælpe barnet.

Sara Abelsen peger på underbemandede forvaltninger og underuddannet personale, som gør, at kommunerne slet ikke kan håndtere de komplekse sager om anbringelse.

Derfor mener hun også, at det er på tide, at Selvstyret tager styringen og hjælper kommunerne.  

Og i Ombudsmandens årsberetning kan man læse, at det også er hendes opfattelse, at kommunerne ikke er fagligt kvalificerede til at løfte de svære sager om anbringelser af børn: 

"Projektet bekræftede mit indtryk af, at kommunerne generelt er udfordrede i deres håndtering af tunge og vigtige sager om børn."

Der venter et stort arbejde foran, hvis der skal findes en løsning på den manglende faglighed ude i kommunerne. Men det er vigtigt, at alle er klar til at trække i arbejdstøjet – for børnenes skyld, siger Sara Abelsen: 

- Det er et omsorgssvigt fra det offentlige, at skriftligheden mangler. Men det er jo hele landet. Det vil sige Inatsisartut, Naalakkersuisut, kommunalbestyrelserne. Men også borgerne har ansvar. Forældrene har ansvar for deres børn. Men først og fremmest beslutningstagerne.

Ombudsmanden har ikke ønsket at stille op til interview