Kúko: Oliepøl en ubehagelig nyhed

- Det var en meget ubehagelig nyhed at vågne op til som grønlænder, da der kom melding om oliespild mellem Grønland og Island.
Foto © : Nils Baum, Bureau for Inatsisartut
Skrevet af Karsten Sommer
21. august 2015 19:45

Det skriver naalakkersuisoq for miljø, Mala Høy Kúko i sin første officielle reaktion på oliespildet i østgrønlandsk farvand for mere end en uge siden, mandag den 10.august.

Læs også GE støtter den nuværende olieberedskabsplan

Verdensnaturfondens Gitte Seeberg efterlyst i et debatindlæg forleden en reaktion fra de grønlandske politikere, på det faktum at det tog hele 5 dage for Arktisk Kommando at nå frem til det område, hvor oliepølen var observeret.

- Vi blev naturligvis orienteret løbende fra Arktisk Kommando om status på undersøgelsen af oliespildet, og jeg har fulgt sagen tæt, skriver Mala Høy Kúko.

Læs også Østgrønlandsk oliespild forsvundet

- Som alle andre har jeg heppet på, at inspektionsskibet skulle nå hurtigt frem, og at stormen i området skulle lægge sig, skriver Kúko, og indrømmer at han gerne havde set indsatsen gå hurtigere end det skete.

- Men arbejdet foregår under helt særlige og vanskelige betingelser, når et oliespild sker i et øde område i Arktis. Og det gør oprydningsarbejdet vanskeligt, erkender Mala Høy Kúko.

Læs også Frygt for oliespild i havet ud for Østgrønland stadig uafklaret

Men roser i samme åndedrag Forsvarsministeriet for dets fokus på brugen af satellitter.

- Udover at kunne spore olie på havoverfladen, vil anvendelsen af satellitter kunne bidrage til at opbygge et overvågningsbillede af skibstrafikken i farvandene omkring Grønland, så vi nemmere kan få fat på de ansvarlige for forureningen og sikre, at de stilles til ansvar, slutter Mala Høy Kúko.