Ingen udsigt til fodlænker for grønlandske kriminelle

Den digitale dækning herhjemme er for dårlig til, at kriminelle kan afsone med fodlænke. Det konkluderer justitsministeren.
Foto © : Folketinget
19. november 2017 11:26

Personer, der er idømt frihedsberøvelse her i landet, kommer fortsat til at må afsone bag anstaltens mure frem for med en elektronisk fodlænke i eget hjem.

Det står klart efter et svar, som justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har givet til folketingsmedlem Rune Lund fra Enhedslisten på vegne af en udtalelse fra direktoratet for Kriminalforsorgen.

Teknikken er ganske enkelt ikke god nok til at indføre et stabilt, elektronisk fodlænkesystem herhjemme. Desuden vil det være en meget dyr løsning, lyder svaret.

- Der er således bl.a. geografiske områder i Grønland, hvor der ikke er acceptabel mobildækning, og der er geografiske forhold, som vil vanskeliggøre eller være til hinder for kriminalforsorgens kontrol med ordningen, skriver direktoratet.

Senest har Advokatrådet i Danmark i 2016 fremsat forslaget om at indføre elektroniske fodlænker til grønlandske dømte.

LÆS OGSÅ Skal vi indføre fodlænker i Grønland?

LÆS OGSÅ Autoriserede forsvarer er uenige i kritik

I Danmark har fodlænkeordningen været i brug siden 2005. Men selv om det digitale netværk efterhånden dækker størstedelen af Grønland, vil der stadig være områder, hvor straffede ikke vil kunne afsone hjemme med en fodlænke.

Og det vil betyde en forskelsbehandling af dømte, påpeger Kriminalforsorgen. Derfor anbefaler den ikke, at fodlænkeordningen bliver etableret i Grønland, lyder konklusionen.

Siumut foreslog i 2013 at indføre den elektroniske fodlænkeordning herhjemme. Men også dengang fastslog Kriminalforsorgen i Grønland, at de teknikken til at overvåge systemet ikke var godt nok.

LÆS OGSÅ Dansk succes med fodlænker

LÆS OGSÅ Grønland uegnet til fodlænker