Dansk succes med fodlænker

En fodlænke-ordning for kriminelle har tidligere været diskuteret i Grønland. Nu viser det sig, at fodlænker er en effektiv afsoningsmetode i Danmark.
20. juli 2008 12:38

Grønland egner sig ikke til, at kriminelle afsoner deres straffe hjemme med elektronisk overvågning i form af fodlænker. Det fastslog Den grønlandske Retsvæsenskommission sidste efterår.

Men måske er fodlænker slet ikke en dum ide. I hvert fald viser det sig nu, at fodlænke-ordningen er blevet en stor succes i Danmark.

Ni ud af ti af dem, der har været fængslet hjemme via fodlænke, har nemlig overholdt betingelserne om ikke at forlade deres bolig uden tilladelse, ikke drikke alkohol og ikke pjække fra arbejde. Det skriver Nordjyske og Fyens Stiftstidende i dag.

Det svarer til, at 92 procent overholder reglerne, og det er ganske pænt, mener vicedirektør i Kriminalforsorgen Annette Esdorf:

- Det er faktisk endnu bedre end det resultat, man har i Sverige, som jo ellers har været foregangsland med fodlænker, forklarer Anette Esdorf til de to aviser.

I forbindelse med reformen af det grønlandske retsvæsen skal der nedsættes et Råd for Grønlands Retsvæsen, og her vil spørgsmålet om hjemmeafsoning senere kunne tages op. Det har den danske justitsminister Lene Espersens tidligere slået fast.