IA erkender sag om sexchikane

Et medlem af Inuit Ataqatigiit har tidligere klaget over sexchikane. Demokraterne og Parti Naleraq afviser at have haft lignende sager.
Det er ikke kun hos Siumut, at der er klager over sexchikane. Også hos Inuit Ataqatigiit har et medlem klaget over en episode. Det oplyser partiets organisatoriske næstformand, Agathe Fontain. Arkivfoto. Foto © : KNR / Malik Brøns
05. marts 2020 06:20

Også Inuit Ataqatigiit (IA) har haft en sag om seksuel krænkelse af et partimedlem.

Det oplyser IA's organisatoriske næstformand, Agathe Fontain, til KNR.

Sagen drejer sig om et medlem, der har klaget til Inatsisartuts formandsskab over en episode, hvor et medlem fra et andet parti skal have krænket en politiker fra IA seksuelt ved at have sagt noget.

LÆS OGSÅ Kommentarer til kvindelige politikere: God røv!

Hvornår episoden eller klagen har fundet sted, og hvem sagen omfatter, vil Agathe Fontain dog ikke oplyse. Men hun siger til KNR:

- Vi ved, hvor Inatsisartut-medlemmer skal henvende sig, når de har oplevet noget grænseoverskridende - altså til formandskabet. Vi har erfaringer med, hvordan det bliver behandlet.

Det er heller ikke muligt at få oplyst, hvordan krænkelsen konkret skal have udspillet sig.

Agathe Fontain slår fast, at IA på ingen måde tolererer seksuelle krænkelser, uanset om det sker i eller uden for politik, og der er helt klare regler på området. 

- Den slags adfærd kan ikke accepteres. Derfor skal alle vide, hvor grænsen er, og hvad retningslinjerne er, siger Agathe Fontain.

Demokraterne afviser tilfælde om sexchikane

Hos Demokraterne slår fungerende formand, Nivi Olsen, fast, at der ikke er foregået sexchikane i hendes parti.

- Det har der ikke. Det kan jeg med hundrede procent sikkerhed sige. Sexchikane er ikke sket i Demokraterne i den tid, jeg har været der, siger hun.

Nivi Olsen understreger også, at sexchikane absolut ikke kan tolereres, uanset om det finder sted i eller uden for politik.

- Vi tager stærkt afstand fra de historier, der er kommet frem omkring sexchikane. Det er ikke acceptabelt, at man opfører sig sådan over for kvinder.

LÆS OGSÅ Sexchikaneofre: Bryd tavsheden, I er ikke alene om det

Hun støtter på én gang de kvinder, som i den senere tid er stået frem med historier om seksuelle krænkelser i politik. Men samtidig kan hun ikke genkende billedet.

- Det er slet ikke noget, jeg mærker til i vores interne parti eller ude i partigangene.

Nivi Olsen frygter dog, at det store fokus på sexchikane i Inatsisartut kan betyde, at kvinder ikke vil søge ind i politik fremover. Og det vil være ærgerligt, siger den konstituerede formand.

- Det er vigtigt at signalere også for fremtiden, at det ikke er farligt at arbejde i politik.

Parti Naleraq har lavet nye retningslinjer

Hos Parti Naleraq siger formand Hans Enoksen, at han ikke er så overrasket over debatten om sexchikane.

Han understreger, at der ikke har været sager om sexchikane i hans parti, men han kan godt genkende, at der er en kultur i Inatsisartut, hvor nogle medlemmer pjatter - og at det kan misforståes.

- Det er nok ikke så overraskende, at de vurderer det sådan, og måske - selvom det bliver gjort i sjov - bliver nogle personer hængt op på det. Det er sikkert ikke kun hos politikerne, og man kan ikke kun give politikerne skylden, siger Hans Enoksen.

LÆS OGSÅ MIO om sexchikane: Vigtigt for børn, at Siumut-kvinder står frem

Parti Naleraq har dog tydeliggjort deres retningslinjer omkring dén opførsel.

- Vi har strammet vores regler for at undgå at skulle opleve det. Og man skal blande sig i det lige med det samme. Man ser nok ikke meget af disse regler i andre partier, siger Hans Enoksen.