Kommentarer til kvindelige politikere: God røv!

Seksuelle krænkelser sker på tværs af partier i Inatsisartut. Det fortæller nuværende og tidligere kvindelige politikere.
Naaja Nathanielsen har oplevet sexchikane - både i sin tid som toppolitiker og uden for politik. En kultur, som hun kritiserer og opfordrer andre til at sige fra over for. Foto © : Angu Motzfeldt
04. marts 2020 09:24

Egentlig handlede det om noget så teknisk som finansloven, da tidligere medlem af Inatsisartut, Naaja Nathanielsen, holdt et møde med en række mandlige kolleger.

Men det var ikke det, der blev fokuseret på. I stedet for spørgsmål til oplægget, faldt den eneste kommentar fra en politisk leder i gruppen:

- Du har en god røv i de bukser.

En kommentar, der fik Naaja Nathanielsen til at føle sig flov og nedværdiget.

LÆS OGSÅ Sexchikaneofre: Bryd tavsheden, I er ikke alene om det

- Som jeg husker det, fik jeg sagt i episoden, at det var ikke det, det handlede om, og så gik jeg. Men jeg havde det enormt dårligt og var ret påvirket bagefter.

Naaja Nathanielsen var medlem af IA og senere løsgænger. Hun stoppede i politik i 2016, og hun udtaler sig i denne sag udelukkende som privatperson. I et opslag på Facebook beskriver hun episoden herover og udtrykker støtte til kvinder, der står frem om lignende sager.

Det gør hun af den simple grund, at hun ønsker at ændre en kultur, hvor seksuelle krænkelser er acceptabelt - uanset om det sker i et parti, i en politisk verden eller i samfundet generelt.

Kvinder: Mandschauvinisk kultur i Inatsisartut

Og Naaja Nathanielsen står ikke alene med oplevelserne inden for den politiske verden.

Det sker, efter 10 kvinder i Siumut, blandt andre Aki-Matilda Høegh-Dam og Paninnguaq Heilmann, har klaget over tidligere partisekretær, Mikael Petersen, for seksuelle krænkelser.

KNR har desuden talt med en række andre kvinder, der enten er eller har været i grønlandsk landspolitik, og som beretter om en kultur på partigangene i Nuuk, hvor sexistiske kommentarer og opførsel ikke er ualmindeligt.

De kvinder, som KNR har talt med, ønsker ikke deres navn frem, men beskriver for eksempel situationer i Inatsisartuts kaffestue, hvor der bliver talt "meget under bæltestedet", hvor en række mandlige Inatsisartut-medlemmer tager på hinanden og har en "nedsættende humor" over for kvinderne.

LÆS OGSÅ MIO om sexchikane: Vigtigt for børn, at Siumut-kvinder står frem

De fortæller, hvordan man som kvindelig politiker eller embedsmand skal sige meget tydeligt fra, hvis man ikke vil høre kommentarer om ens udseende, parforhold og kompetencer - hvor kvinderne blandt nogle mænd bliver modtaget med hån eller kølighed, hvis de svarer igen eller frabeder sig sexistiske bemærkninger.

Ingen af de kvinder, KNR har talt med, har været udsat for fysiske krænkelser. Men ens for alle udsagn er, at de seksuelle krænkelser finder sted på tværs af partierne.

Nogle af kvinderne mener dog, at kulturen på det punkt er blevet bedre gennem de seneste år, mens andre oplever, at den har været uforandret gennem mange år og beskriver den som "gammeldags" og primitiv".

Naaja Nathanielsen: Stort problem i den ældre generation

Naaja Nathanielsen har adskillige personlige oplevelser med sexchikane - både i og uden for Inatsisartut. Men, siger hun:

- For mig at se er det ikke alene et partipolitisk problem. Og det er ikke et problem, der begrænser sig til det politiske liv.

- Det er et generelt problem i vores samfund, at for mange kvinder oplever uønskede bemærkninger eller berøringer. Det sætter os ud af spillet på en ubehagelig måde.

I hendes optik er sexchikane dog mere udbredt blandt personer i den ældre generation, hvor det i en del tilfælde bliver taget ret let på.

LÆS OGSÅ Aki-Matilda Høegh-Dam: Jeg blev også krænket af Mikael Petersen

- Jeg oplever egentlig, at min egen generation og dem, der er yngre, godt kan finde ud af forskellen på almindelig god flirt og på grænseløs adfærd -  generelt set.

Naaja Nathanielsen understreger, at flirt og spil mellem kønnene er 'helt okay', så længe det sker med accept af alle parter. Hun roser derfor også de kvinder, som stiller sig frem og siger fra over for sekuelle krænkelser.

- På den måde er jeg rigtig glad for de her kvinder, uanset hvor de kommer fra, nu i fællesskab går frem og siger, at vi vil ikke finde os i den her type adfærd, siger Naaja Nathanielsen.

KNR har forsøgt at få en kommentar fra formand for Inatsisartut, Vivian Motzfeldt, men hun ønsker ikke at udtale sig.