Minister om forsvarsaftale: - Vi tænker lokalbefolkningen ind på næsten alle områder

En historisk aftale, der dækker hele kongeriget til lands, til vands og i luften. Sådan omtaler den danske forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), den nye forsvarsaftale, Arktisk-pakke 2, der landede fredag. Det er sket i tæt samarbejde med naalakkersuisut og Færøernes Landsstyre.
Forsvarsaftalen har et budget på 27,4 milliarder kroner, som Danmark skal investere i forsvaret af Arktis og Nordatlanten. Aftalen byder blandt andet på arktiske skibe, droner, et nordatlantisk søkabel mellem Grønland og Danmark og et nyt hovedkvarter for Arktisk Kommando i Nuuk.
Fredag præsenterede naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt (S), forsvarsaftalen på et pressemøde i Nuuk, mens Troels Lund Poulsen efterfølgende fremlagde aftalen på et pressemøde i København.
Troels Lund Poulsen, Trump har tidligere kritiseret Danmark for ikke at investere nok i forsvaret af Grønland. Nu kommer I så til at øge den militære tilstedeværelse. Hvor meget skal de her tiltag ses i lyset af den kritik?
- Vi var jo på vej med at præsentere den første Arktis-aftale langt tidligere end de udtalelser, der kom fra Trump. Så vi har alle haft den ambition, at vi gerne ville have en større tilstedeværelse både i forhold til overvågning og suverænitetshåndhævelse, siger han og fortsætter:
- Men så anerkender jeg også, at Danmark skal gøre mere i forhold til at have en større militær tilstedeværelse ikke mindst i forhold til Arktis og Nordatlanten. Det er også en ambition, vi deler med NATO, og USA er også en del af NATO.
Tilbage i januar, kort tid efter at den amerikanske præsident Donald Trump var blevet indsat, kritiserede han Danmark for ikke at gøre nok for forsvaret af Grønland.
En kritik, som vicepræsidenten, J.D. Vance, gentog under sit besøg på Pituffik Space Base i marts, hvor han sagde, at Danmark havde svigtet Grønland.
Tættest allierede
Alligevel har Danmark et godt samarbejde med USA – også når det kommer til forsvaret af Grønland. Det understreger Troels Lund Poulsen.
- USA er stadigvæk den tætteste allierede i Danmark, siger han.
Samtidig samarbejder Danmark og USA også om forsvaret af Arktis, fortsætter Troels Lund Poulsen.
- Og det er jeg glad for, fordi vi kan ikke løfte opgaven i forhold til Arktis og Nordatlanten alene. Det bliver vi nødt til at gøre i et fællesskab, og her er NATO jo rammen om det.
Øvelser i alle dele af landet
Selvom den nye aftale indebærer øget militær tilstedeværelse i Grønland, er tiltagende for at sikre, at Grønland fortsat forbliver et lavspændingsområde, siger Troels Lund Poulsen på pressemødet.
I mange år har det været vigtigt for de skiftende naalakkersuisut at sikre lavspænding.
Dele af den grønlandske befolkning udtrykker usikkerhed over øget militær tilstedeværelse i den senere tid, og oplever også, at der ikke bliver kommunikeret nok. Hvor meget tænker I lokalbefolkningen ind i det her?
- Vi tænker lokalbefolkningen ind på stort set alle områder. Forsvarschefen i Danmark har været meget aktiv i dialogen med den grønlandske regering. Det har jeg også selv været i forhold til de øvelser, der har fundet sted, for også at tage hensyn til nogle af de mange ønsker, der har været fra Grønlands side, siger Troels Lund Poulsen, og fortsætter:
- Kan vi blive bedre til det? Det kan vi højst sandsynligt, og det skal vi hele tiden anstrenge os på. Men det betyder meget for mig, at vi kan lave øvelsesaktiviteter i alle dele af Grønland, men selvfølgelig også med respekt for de grønlandske ønsker.
Arktisk-pakke 2 skulle oprindeligt være landet i sommer, men stod altså først færdig fredag. Ifølge forsvarsministeren skyldes det, at der var brug for mere tid til drøftelser med naalakkersuisut.
- Det var også vigtigt, at det grønlandske parlament fik lejlighed til at kunne inddrages. Så det var sådan med baggrund i en respektfuld dialog, der krævede mere tid, siger den danske minister.