Veteran og kommentator: Her er styrker og svagheder ved Siumuts kandidater
Lige nu overvejer siumuttere i hele landet, hvem de skal stemme på, når partiet søndag skal finde sin formand.
Tre kandidater stiller sig til rådighed for partiet. Den nuværende formand Erik Jensen, den tidligere formand Kim Kielsen og så Aki-Matilda Høegh-Dam, som sidder i Folketinget i dag.
Alt efter hvem der bliver formand, vil det utvivlsomt blive et spørgsmål, om Siumut skal blive i naalakkersuisut, eller stå alene for at skærpe partiets politiske profil.
Det siger Lars-Emil Johansen, der selv har været formand for Siumut fra 1987-1997.
Ifølge Lars-Emil Johansen skal formandskandidaterne derfor vurderes på to ting - deres evne til at samarbejde og gennemføre partiets politik.
- Et parti skal kunne samarbejde med et eller flere andre partier for at have flertal i Inatsisartut. Derfor er samarbejdsevnen vigtigt. Lige så væsentligt er det, at formanden kan præsentere Siumuts politik klart og utvetydigt, siger han.
Lars-Emil Johansen vurderer kandidaternes styrker og svagheder
- I forhold til samarbejdsevnen vinder Erik Jensen. Han har vist evnen til at kunne pleje og drive en koalition med Inuit Ataqatigiit. Hans svaghed er, at han ikke udtrykker sig meget klart om partiets politiske målsætninger.
- Aki og Kim er ikke lige så overbevisende, som Erik Jensen i forhold til samarbejde. Derimod er for eksempel Aki meget klar i sine politiske udmeldinger.
I det lys mener Lars-Emil Johansen, at det vil være en fordel for den nuværende IA-S-koalition, hvis Erik Jensen bliver genvalgt.
Sten Lunds vurdering af kandidaternes styrker og svagheder
KNR har også bedt politisk kommentator, Sten Lund, vurdere de tre kandidaters styrker og svagheder.
Han deler Lars-Emil Johansens opfattelse af, at Erik Jensen har bevist sin evne til at samarbejde, mens det halter med at gøre partiets politik tydelig.
- Eriks styrke ligger i, at han har formået at få ro i Siumut og skabe en bred koalition. Hans svaghed er, at han ikke formår at nå ud til den brede befolkning.
- Aki er rigtig god til at bruge de sociale medier. På den måde når hun langt ud i samfundet. Hendes svaghed er, at hun arbejder i Folketinget. Derfor har hun større afstand til vælgerne og nok også de ting, der optager befolkningen.
- Kim Kielsen er godt til at tale til lokalfølelsen, selvom han er på den nationale scene. Hans svaghed er, at han godt kan være lidt firkantet i sine udmeldinger. Det har tidligere skabt intern krise i partiet.