GE frygter råstof-toget kører fra Grønland
Grønland raslede ned ad listen over de mest attraktive minelande at lave investeringer i, som Fraser Institute har lavet for 2016. Og det er rigtig skidt, for det sker, mens råstofbranchen ser ud til at på vej mod bedre tider, lyder det fra GE.
Det gælder om at handle mens tiden er inde. For der er kamp om investeringerne, og hvis man reagerer for sent, så kører toget.
Udnyt medvind
Og så kan man risikere først at handle på et tidspunkt, hvor det begynder at gå nedad igen med priserne. Så man skal virkelig være oppe på dupperne, siger direktør for GE, Brian Buus Pedersen.
Når råstofpriserne er gode, er der et vindue af muligheder, som måske kan vare op til ti år. Og når det lukker igen, kan der gå langt tid, før den næste mulighed dukker op, fortæller han.
- Så er det altid trist, hvis det lige er nu, hvor der er begyndt at komme lidt mere vind på cykelstien, at Grønland rykker ned på skalaen i konkurrencen med andre lande om de her investeringer.
LÆS OGSÅ Grønland rasler ned af råstof-liste
Efter at være placeret som nummer 7 i 2013, er Grønland raslet ned til en 55. plads på Fraser Institutes indeks over de lande, som er mest attraktive at lave mineinvesteringer i.
Infrastruktur og skat
Dette skyldes mange ting, siger geolog og mineekspert Ole Christiansen, der blandt andet peger på, at dårlig infrastruktur sammen med en tung beskatningsordning gør, at det er dyrt at drive miner i Grønland.
Christiansen forklarer, at kritikken er fremsat uden frygt for konsekvenser, da det er fremsat under anonymitet. Og det er en god grund til, at politikerne forholder sig til kritikken.
- Og så må man jo overveje, hvilke forhold, hvilke vilkår, der måske skal ændres på, for at forbedre situationen, siger Ole Christiansen, der til daglig er ansat som konsulent af Kommune Kujalleq.
LÆS OGSÅ Bekymring for råstofprojekter
Mangler nye indtægter
Brian Buus Pedersen mener også, at politikerne skal spidse ører. Råstofindtægter vil nemlig lune godt i landskassen, som i dag er meget afhængig af eksport fra fiskeriet.
- Og falder priserne på et tidspunkt på rejer og hellefisk, og det ved vi de gør, de svinger nemlig også op og ned, så har vi ikke andre indtægter at kompensere med. Og det er derfor, at vi skal have spredt vores erhvervsmæssige aktiviteter ud på flere sektorer, siger Brian Buus Pedersen.